Indianer-billederne er fundet frem til biblioteket
Kent Reinholdt Jensen udstiller de kommende to måneder
Kent Reinholdt Jensen fra Randers udstiller i oktober og november på biblioteket i Auning. Det er billeder med indianermotiver, han har fundet frem til udstillingen.
Kent Reinholdt Jensen har altid været glad for at tegne, både for sig selv og sammen med og for sine børn og børnebørn. For ni år siden begyndte han at male akvarel, og siden er han også begyndt at male med akrylfarver. Kent Reinholdts foretrukne motiver finder han i naturen, men også børnemotiver og abstrakte billeder kaster han sig over.
Som kunstner er han selvlært, men han har dog deltaget i en lang række kurser med professionelle kunstnere. Kent Reinholdt Jensen er medlem af Kunstforeningen Sønderhaldudstillingen.
Udstillingen kan nydes i oktober og november i Auning Biblioteks almindelige åbningstid.