Fortsæt til indhold

"Jeg får min egen ambassade"

Berejste Nønne Mai Svalholm er ny leder af teatret Ambassaden, som hun vil gøre til et frirum for vilde ideer

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Scenen skal i højere grad leve op til sit navn og rent faktisk være en ambassade.
Et frirum og et interkulturelt mødested.
Tidligere danser og nuværende koreograf, Nønne Mai Svalholm, har store planer med sidegadeteatret i Rosensgade, som hun har overtaget ledelsen af fra 1. oktober og til og med 2015.
Hun betegner scenen som den fedeste i Aarhus, ja faktisk i hele Skandinavien.
"Den ligger lige midt i byen og er meget intim. Det ser man ikke ret mange steder. De optrædende ånder helt bogstaveligt publikum i ansigtet. Rummet er 5x6x3 meter - det er helt fantastisk," siger Nønne Mai Svalholm.
Men er det ikke også begrænset, hvad man kan få plads til her?
"Det er netop begrænsningen, der er god, og som gør det rigtig sjovt. Mange fede ting opstår netop ved benspænd, altså når du har nogle helt specielle rammer, forestillingen skal passe ind i," siger den nye leder, og lover at de kommende shows bliver spektakulære.
"Hver eneste ting, vi laver hernede, bliver noget, man ikke lige glemmer foreløbig."
Ambassaden, der overtog Teater Katapults lokaler i Rosensgade, da dette flyttede ind på Godsbanen i 2012, har de første fire sæsoner budt på et bredt spekter inden for teater, comedy, performance, spoken word, dans, cabaret, burlesque og musik under ledelse af Mette Rønne og Tommy Nielsen. De to har nu valgt at stoppe.
Direktøren for både Teater Katapult og Ambassaden har derfor skullet finde en ny daglig chef for lillesøster-scenen.
"Der har været en kanon energi hernede. Stedet har jo nærmest være ved at sprænges. Der har været 535 shows og 25.000 gæster. Stedet er inde i en sund og god udvikling," siger Torben Dahl.

Knap så mange shows

Scenen vil blive ved med at brede sig over mange kunstformer, men 400 årlige forestillinger er fortid.
"Vi vil hellere stille skarpt på de forestillinger, vi udvælger, og som, vi synes, har et udviklingspotentiale," siger Nønne Mai Svalholm, der tidligere har været kunstnerisk leder for unge talenter på Det Kongelige Teaters Balletskole i Holstebro.
"Jeg vil - om ikke ligefrem holde om - men så i hvert fald ae talenterne, give dem pisk, og et stykke chokolade indimellem. De skal ikke bare ind og ud igen. De bliver en del af et mentorprogram og kommer ind i en udviklingsproces," forklarer lederen.
Kontakt til samarbejdspartnere og kommende mentorer får Nønne Mai Svalholm gennem sit netværk efter gennem flere år at have arbejdet i Mellemøsten, Nordafrika og flere europæiske lande.
Ofte har hun også haft kontakt til de danske ambassader i de fremmede lande.
"De griner alle sammen lidt af mig. Nu har jeg fået min egen ambassade."

Ellers bliver jeg mere bims

Koreografen vil stadig holde fast i mange af de projekter, hun laver rundt om i verden, som bl.a. den internationale koreografkonkurrence Make Your Move.
"Jeg kan slet ikke lade være med at lave kunst. Ellers ville jeg blive endnu mere bims, end jeg allerede er. Nu er hovedfokus er selvfølgelig på Ambassaden, men jeg bliver ved med at lave kulturelle udvekslingsprojekter og pleje det helt fantastiske netværk, jeg har rundt om i verden. Det bliver ikke længere 250 rejsedage om året. Nu får jeg mere fast base her i byen, et sted jeg også kan invitere folk til, og det glæder jeg mig enormt meget til," siger den aarhusianske leder, der begyndte med at danse i en relativ sen alder, da hun som 21-årig blev en del af Marie Brolin-Tanis dansekompagni i byen i slutningen af halvfemserne.
Dengang kom hun også på Teater Katapult og i de selvsamme lokaler, hun nu er leder for.
"Der er skabt en helt unik puls. De tidligere ledere har gjort det brandgodt. Men vi skal tænke endnu større," siger Nønne Mai Svalholm.
"Scenen skal i højere grad være for alle. Både for dem der kan lide at klæde sig pænt på og tage i Musikhuset, og for de langhårede med tatoveringer."

Flere kommunale penge

Ambassaden har indtil nu været drevet udelukkende af private midler.
Men ambitionen er nu at supplere indtægterne med et kommunalt basistilskud.
Et tilskud, som Nønne Mai Svalholm lige nu får til sit projekt ”Svalholm – Danish Cultural Exchange & Performing Art”, men det treårige tilskud udløber med årets udgang.
"Vi søger om at få basistilskud fra 2014, og så må vi se. Det vil betyde, at vi kan højne niveauet af talentudviklingen og sikre, at alle de driftige folk med vilde ideer og skøre forslag ikke smutter til København," siger lederen og understreger, at det er vigtigt, at alt hvad Ambassaden præsenterer har et udviklingsperspektiv.
"Det er ikke sikkert, at vores shows bliver de bedste i verden hele tiden,men det bliver personligt, nærværende og med masser af potentiale," siger Nønne Mai Svalholm.
I november genåbner scenen med sin nye ambassadør.