Fut i fødselsdagen med heliumballoner og liveradio
Se Min Kjole i Auning fejrer tre års fødselsdag
Søstrene Pernille Frank Dannemand og Charlotte Dannemand Friis, Se Min Kjole i Auning byder også i år på noget ganske særligt, når de inviterer til tre-års fødselsdag torsdag 3. oktober.
Rabatter og balloner
"Loftet bliver fyldt med heliumballoner med rabatkuponer i. Efter købet trækker kunderne en ballon ned fra loftet og får rabatten på mellem 10 og 50 procent på alle varer i butikken," fortæller Pernille Frank Dannemand og Charlotte Dannemand Friis
Ligesom ved fødselsdagene de to forrige år har de også i år allieret sig med Radio Alfa og radiojournalisten Niels Fisker som sender live fra butikken. Tidligere har Niels Fisker sat fut i butikken med forskellige konkurrencer, og i år bliver det muligvis udfordringer som også kan løses af folk, der ikke er helt trygge ved åbne mikrofoner, fortæller Pernille Frank Dannemand.
Moden i dag dækker bredt
De to søstre kan se tilbage på tre gode år. De kører samme koncept som de startede med, nemlig alt i inde- og ude-tøj samt sko. En lille forskel er, at udvalget af sko er blevet lidt større. Aldersmæssigt er der tøj til kvinder fra 15 - 90 år.
"Vores farmor får også tøj her. Moden i dag dækket meget bredt. For eksempel bruges den samme slags bukser både af folk på 25 år og på 55."
En ændring i tiden er, at der ikke længere er så stor forskel på tøj til fest og tøj til hverdag.
"Man har ikke det pæne sæt tøj hængende inde i skabet længere. Folk der skal til fest, køber tøj, de også kan bruge til hverdag."