Omstridt byggeri kan stadig blive på fem etager
Borgeres protester ændrer tilsyneladende ikke på omstridt lokalplanforslag
14 Høringssvar og en underskriftsindsamling ændrer tilsyneladende ikke på, at der kan skyde et femetagers byggeri op bag ved Slotskroen i Hillerød.
Ifølge Kommuneplan 2009 kan der blot bygges i tre etager i området, men politikerne i foreløbig Miljø- og Teknikudvalget har bakket op om et kommuneplantillæg, som blandt andet gør det muligt at bygge i op til fem etager på grunden.
Tillægget har været i høring og til borgermøde, og ud af høringssvar fra 15 borgere, er flere utilfredse med, at bygningen må skyde mere end tre etager op.
Blandt andre nabo til det kommende byggeri, Birte Kildgaard, samlede en underskriftsindsamling med 153 underskrifter mod det etagebyggeri, som hun opfatter som ødelæggende for området.
Men høringen har altså ikke givet forvaltningen anledning til at komme med et nyt forslag, hvor de tre etagers fastholdes:
"Miljø- og Teknikudvalget har fundet, at byfortætning på den ubebyggede grund i et område udlagt til centerformål, med varierede, sammenbyggede byhuse med tagrejsning, der ikke bliver højere end Slotsmøllen, kunne anbefales planudvalget (Økonomiudvalget)," skriver forvaltningen til udvalget, som skal tage stilling til det nye kommuneplantillæg på deres møde onsdag.
Forvaltningen tilkendegiver, at hvis lokalplanen realiseres, så vil byggeriet kaste skygger på Slotshusene og nyttehaverne i Solvang:
"... hvilket kan være generende, men dog må forventes på så centralt beliggende et areal midt i byen, hvor arealet til ny bebyggelse gennem 3 kommuneplanperioder har været udlagt til centerformål," skriver forvaltningen til politikerne, som således anbefales at vedtage lokalplansforslaget.