Efterårsferie på Øm Kloster Museum
Spændende oplevelser for børn og forældre er i vente på Øm Kloster Museum i efterårsferien.
Kom og se de steder på museet, der normalt ikke er adgang til. Vær med til at kravle op på museets loft af den spinkle trappe og se, hvad der gemmer sig der. Hvis man er modig, kan man prøve at kigge ned i en 700 år gammel grav uden glas for. Arrangementet ”Adgang forbudt” – bare ikke i dag foregår torsdag 17. oktober klokken 11-12 og søndag 20. oktober klokken 13-14.
Besøg museet med en lommelygte i hånden og høre om munkenes natteliv når museum i lommelygtens skær afholdes. Denne aften er museet kun oplyst af levende lys og fakler, så husk lommelygte! Det sker torsdag 17. oktober klokken 19-21.
Eller støb en kopi af et bispekors fra Øm Kloster. Korset blev fundet i biskop Peder Elafsens grav fra 1246. Vi støber sammen en kopi af korset og vi skal se biskoppens grav og hans rigtige kors. Biskoppens kors – tinstøbning og rundvisning fredag 18. oktober klokken 11-15
Husk det er gratis for børn at gå på museum i Skanderborg kommune. Voksne betaler gældende billetpriser. Læs mere på museets hjemmeside.