Ænder var en udfordring i byens nye søbad
Det midlertidige søbad i Byparken i Skanderborg var en succes, men ænderne var i vejen
Søbadet, der blev indviet i starten af juni, blev taget godt i mod af de fleste, og er blevet flittigt brugt hen over sommeren.
De frivilliges hårde arbejde med at få søbadet op at stå bliver mødt af anerkendelse fra byrådets side, som nu vil arbejde videre med ideen om et nyt søbad i Skanderborg. Gennem det midlertidige søbad er der blevet indhentet erfaringer, som kan bruges i processen frem mod et eventuelt permanent søbad.
”Ænderne har været en udfordring, fordi de fylder så meget i byparken, og sviner rigtig meget. Derudover skal man tænke over, at de faciliteter man laver i byparken skal kunne holde til lidt af hvert, også unge der holder fest,” siger Vibeke Breuerbach, projektleder i Skanderborg Kommune.
I det netop indgåede budgetforlig for 2014, har byrådet afsat midler til et permanent søbad.
”Vi er glade for at borgerne har taget godt i mod det midlertidige søbad, og vi glæder os rigtig meget til dialogen om, hvad vi ønsker et permanent søbad skal kunne tilbyde, og om placeringen fortsat skal være i Byparken,” siger Borgmester Jørgen Gaarde der sammen med de øvrige partier har afsat tre millioner kroner i 2015 til et søbad.