Fortsæt til indhold

Skylning og tørring af numsen i Løgten

Løgten VVS har fået udstillinglokale, hvor man også kan besørge toiletbesøg

Samfund
Anette Bonde

Lars Nonboe, Løgten VVS, glæder sig til at holde åbent hus i sit nye udstillingslokale på Grenaavej i Løgten. Det bliver med vinsmagning og en stor tapas-planke fra Egå Slagteren.
“Det skal summe lidt og være rigtig hyggeligt.”
Det finder sted fredag og lørdag 11. og 12. oktober.

Prøv et WC

Ved åbent hus-arrangementet får Lars Nonboe lejlighed til at præsentere én af de helt nye artikler på hårde hvidevare-markedet. Som den første i Aarhus-området har han nemlig fået forhandlingen af et automatisk toilet, der både kan skylle og tørre brugeren efter vel overstået ærinde. Bagi, forstås. Papir er overflødigt.
“Den nærmeste forhandler, jeg har hørt om, er i Silkeborg.”
Man kan prøve toilettet ved åbent hus-dagene.
“Eller efterfølgende efter aftale. Man kan bare komme ind og prøve. Det er gratis.”

Prisen vil falde

Der er tale om et aqua-clean toilet, og det står indtil videre i en pris, som nok kan få de fleste til at foretrække et gammeldags toilet med en toiletrulle hængende ved siden af.
Den dyre model koster cirka 30.000, og den billige 18.000. Lars Nonboe er dog sikker på, at det kun er et spørgsmål om tid, før prisen sænkes.
“De er dyre i opstarten, men prisen vil falde, når efterspørgslen stiger.”
Han spår toilettet en stor fremtid inden for ældre- og plejesektoren, hvor det er på vej, men også hos private.
“Det er mere værdigt, både for de ældre og for hjælperne.”
Et nyt hotel i København har allerede indført det. Toilettet betjenes enten fra en fjernbetjening eller via knapper på siden. Temperatur og vandtryk kan reguleres.
Jan Nonboe har forretning i både Løgten og Hadsten med ekspertise indenfor gulvvarme og industriel opvarmning, og nu også salg og montering af badeværelser.
“Jeg kører totalentreprise. Har selv en murer ansat, og så styrer jeg der ud over andre håndværkere.
Folk skal føle at når de har fat i mig, så kan de passe deres dagligdag.”