Politikere vil ikke lave etisk kodeks før valget
Etisk regelsæt om hvordan man konstituerer sig er ikke nødvendigt, mener både Venstre og Socialdemokraterne
Det er ikke nødvendigt. Sådan lyder det fra Favrskovs to største partier, når man spørger dem om det er en god ide at have et etisk regelsæt, der sikrer en god konstitueringsfase under valgnatten. Kodekset blev anbefalet af Kommunernes Landsforening set i lyset af kommunalvalget 2009, hvor flere politikere pludselig skiftede side, parti og holdninger, for at få en god post i byrådene.
Et kodeks kunne blandt andet betyde, at vælgerne ville være mere sikre på, at deres kandidat rent faktisk også handler efter de meldinger som vedkommende har givet udtryk for før valget. Altså en slags etisk varedeklaration.
Ingen Favrskov-tro
Kodekset kunne indeholde et løfte om at inddrage alle partier i konstitueringsfasen, at sørge for en så bred konstituering som muligt og at forpligte valgte byrådsmedlemmer til at være tro mod deres parti og vælgerne.
Men hverken Venstres gruppeformand Anders G. Christensen eller gruppeformand for Socialdemokraterne, Nils Borring (S) kan se nødvendigheden i at gøre det i Favrskov.
“Jeg har ikke hørt nogen i byrådet udtale et ønske om det. Et kodeks rækker heller ikke længere end de personlige ambitioner og interesser, hvilket vi så ved sidste valg. Der har været lavet aftaler – også i Favrskov – som man har løbet fra, når mandatfordelingen var kendt. Det er nok bagsiden af politik.”
“Det har slet ikke været oppe. Desuden ville det være meget svært at handle efter under valgnatten, især fordi det kun et stykke papir uden juridisk værdi,” mener Anders G. Christensen.
Minister tror på kodeks
Vi har spurgt Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager om hendes syn på, at kommunerne ikke har fulgt hendes og nu afdøde KL-formand Jan Trøjborgs to år gamle opfordring til at udarbejde et kodeks for god konstitueringsskik.
”Jeg tror stadig, det er en god idé, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne aftaler nogle rammer for, hvordan konstitueringsprocessen skal foregå efter valget til november. Men når det er sagt, er det også vigtigt at understrege, at vores lokale demokrati jo netop bygger på ansvaret og friheden til, at det enkelte byråd beslutter, hvordan de vil tilrettelægge deres politiske arbejde – og altså også, om de udformer et kodeks. Og nej – det er aldrig nytteløst at komme med en opfordring eller en god idé. Det er tit her en god dialog og en konstruktiv debat starter.”
Fakta
Kommunernes Landsforening og Økonomi- og indenrigsministeriet udgav i 2011 en rapport der anbefaler byrådene at udarbejde et kodeks for god konstitueringskik.
Det har ikke været muligt at finde et byråd der har udarbejdet et kodeks før valget
Et kodeks kunne blandt andet indeholde et løfte om at inddrage alle partier i konstitueringsfasen. At arbejde for den bredest mulige konstituering. Ikke at skifte parti eller blive løsgænger for at få magt. Slet og ret at handle etisk og moralsk korrekt.