Fortsæt til indhold

“Så kom der da noget godt ud lockouten”

Lockouten betyder, at 80 ekstra lærere bliver ansat i Aarhus - de 2,5 af dem på Engdalskolen

Samfund
Christina S. Johansen

De knap 60 millioner kroner, som Aarhus Kommune sparede under den fire uger lange konflikt mellem lærerne og Kommunernes Landsforening, bliver ført tilbage til skolerne. Det betyder flere timer for eleverne, op mod 80 ekstra lærere ansat og iPads til lærerne.
Det er de glade for på Engdalskolen i Brabrand, hvor 2,5 af de 80 ekstra lærere får deres gang.
“Lockouten var noget værre skrammel og en dødssyg situation, men på bagkant får den da en god udgang,” siger skoleleder Mari-Ann Togsverd.

Dansk, matematik og kunst

Også på Engdalskoen kan eleverne se frem til at få flere timer næste skoleår for at indhente det forsømte.
Foruden tre klassetrin får alle ekstra dansk-undervisning, ligesom nogle får ekstra matematik og et enkelt klassetrin får ekstra billedkunst.
“Desuden får vores faglige støttecenter ekstra ressourcer, og vi kan optimere vores AKT-indsats (adfærd, kontakt og trivsel, red.),” siger Mari-Ann Togsverd, som fortæller, at mange får flere timer, end de ellers ville have haft, også selvom der ikke havde været lockout.
“Vi slipper altså for at skulle spare eller at skulle ned på et minimumstimetal,” siger Mari-Ann Togsverd.

En stakket frist

Alene på Engdalskolen er der gennem lockouten blevet sparet halvanden millioner kroner.
Beløbet er naturligvis forskelligt fra skole til skole afhængigt af skolens størrelse og hvor mange lærere, som har været lockoutramt.
Det glæder Mari-Ann Togsverd, at de sparrede penge bliver holdt indenfor skoleområdet:
“En masse nye lærere får nu mulighed for at få noget erfaring, og vi ved jo, at når først man er kommet ind, så er der større sandsynlighed for, at man senere kan blive i det. Men umiddelbart er det selvfølgelig lidt som at tisse i bukserne - for det her gælder kun for det næste skoleår,” siger hun.