Fortsæt til indhold

Orangeriet er åbent

Engdalskolens 500 kvadratmeter nye, orange fløj blev officielt indviet i sidste uge med nytænkning i indretningen og undervisningen

Samfund
Christina S. Johansen

Legoklodsen, orangeriet, den nye fløj. Kært barn har mange navne, og de tre beskrivelser gør det ud for henholdsvis den barnagtige, “grinagtige” og nøjagtige fortolkning af Engdalskolens nye tilbygning.
I sidste uge blev den meget orange 500 kvadratmeter fløj officielt indviet med rådmandsbesøg, trefoldigt leve, takketaler samt korsang, kransekage og pølser.
Med talerne veloverstået og en af pølserne i hånden er det en glad, men også driftig skoleleder, som fortæller:
“Det er rigtig dejligt, at vi har fået ekstra plads til de små - nu er vores næste mål at få lov at bygge flere faglokaler, som vi er i underskud af,” smiler Mari-Ann Togsverd, som under sin tale da også stak lidt til børne- og unge rådmanden, Kristian Würtz, som var til stede:
“I skal endelig ikke holde jer tilbage med bevillingerne på rådhuset - vi er helt vant til at leve i byggerod.”

Kaos ved ibrugtagningen

Men én ting ad gangen. Nu skal den orange fløj, som huser cirka 340 børn fra 0. til 2. klasse, først nydes, og det er den faktisk allerede blevet siden skoleårets start i august.
Eller det vil sige, helt nydes kunne den ikke med det samme.
“Lokalerne var slet ikke klar, så det var en temmelig kaotisk start, og nogle af forældrene synes da også, at det var noget forfærdeligt at skulle aflevere deres børn i disse rammer. Men altså, børnene tager jo bare bygningen i brug og leger og hygger sig, uanset om bygningen er helt eller halvt færdigt,” fortæller Mari-Ann Togsverd.

Anderledes indretning

Der dufter nyt på gangene og i de nye lokaler - den der blanding af maling, træ og måske lidt vinylgulv ind over også.
Gulvet er i øvrigt skriggrønt på øverste etage, blåt på den miderste og orange i bunden.
Hvert lokale er indrettet på en måde, som de fleste nok ikke lige er vant til.
Foran tavlen står nemlig en form for trappe. Her foregår al tavleundervisningen, og efterfølgende bevæger ungerne sig over til nogle øer af borde for at arbejde selv.
I loftet hænger en projekter i alle lokalerne, og til dem, som har brug for lidt mere ro omkring sig for at arbejde, hænger små minirum på væggene.
I øvrigt er akustikken helt i top i de nye lokaler.
“Prøv at hør. Lyden dør helt herinde,” som teknisk serviceleder Henrik Normand fortæller under sin rundvisning på åbningsdagen.

En ny måde at tænke på

Opførelsen af den nye fløj har tvunget skolens personale til at tænke nyt og kreativt i måden, der undervises på.
“Vi har måttet tage vores pædagogiske praksis under lup. Vi har set på, hvordan børn egentlig lærer bedst, og er noget frem til, at der skal være mulighed for variation. Derfor er der eksempelvis også hjul på alting, så rummene kan bruges anderledes - SFO'en bruger jo lokalerne efter endt undervisning, så også lærere og pædagoger har skullet blive enige om rummenes funktion,” siger Mari-Ann Togsverd, som i øvrigt håber, at 'kys og kør' kan være klar igen fra efterårsferien til glæde for alle Brabrand-borgerne, der har oplevet trafikkaos ved skolen specielt om morgenen.