Fortsæt til indhold

Borgmestre deler bolsjer ud på motorvejen

Jørgen Gaarde (S) laver happening på den tilsandede E45 sammen med naboborgmestre

Samfund
Arkiv

Tordag morgen den 10. oktober kan du forsøde turen på arbejde via E45 med en gratis overlevelsespakke med antistressbolde og bolsjer, hvis du lægger vejen forbi Ejer Baunehøj rastepladsen. Her deler borgmestrene fra Horsens, Aarhus og Skanderborg Kommune specialfremstillede antistress-bolde og sunde bolsjer ud til de gaverne ud til de hårdt prøvede bilister på strækningen mellem Horsens og Aarhus. Happeningen er led i kampen for et ekstra spor i hver retning på E45, som 60.000 biler dagligt kører på.
Ifølge Skanderborgs borgmester Jørgen Gaarde er fremkommeligheden på E45 en forudsætning for fortsat udvikling af erhvervsliv, arbejdspladser og pendling i Østjylland:
"Trafikken sander desværre mere og mere til, og derfor er der brug for at kunne anvende nødsporene, indtil Folketinget får sat penge af til en udvidelse af E45," siger han.
I den seneste rapport fra Vejdirektoratet er den østjyske motorvej den 5. mest trafikerede vejstrækning i Danmark efter de fire mest belastede strækninger i Københavns-området.
Borgmestrene håber at træffet vil tiltrække pendlere og lastvognschauffører, der dagligt kører på motorvejen
"En udvidelse af E45 til seks spor på strækningen fra Vejle i syd til Randers i nord er ganske enkelt bydende nødvendig, hvis vi skal undgå, at den nord-sydgående trafik i Jylland sander til. Det skal ske etapevis, der hvor behovet er størst," siger Aarhus-borgmester, Jacob Bundsgaard (S). Happeningen finder sted fra klokken 8.15 til 9.15.