Fortsæt til indhold

Totalt svigtet efter kræftoperation

Tre måneder efter at have fået foretaget den største maveoperation, vi laver i Danmark, er der ikke tilbudt genoptræning til 72-årig kvinde fra Hammel

Samfund
Erling Baastrup

Der er nu gået omkring tre måneder siden, at Inger Grann i Hammel blev opereret på mavekirurgisk afdeling Århus Kommunehospital. Det skete efter et stykke tids sygdom, hvor lægerne ikke kunne finde årsagen, indtil diagnosen klart og tydeligt sagde: ”Du har kræft i bugspytkirtlen.”

Får lov til at blive opereret

Inger Grann var så heldig at ”få lov” til at få en såkaldt Whipple-operation. Den krævede 10 personers indsats i mere end syv timer. En tredjedel mavesæk, galdevejene, tolvfingertarmen og en halv bugspytkirtel blev fjernet.
Efter godt en uges hospitalsophold, kunne Inger Grann lidt slatten tage hjem og blive passet af manden. Hun forlod afdelingen med en følelse af at være blevet behandlet super godt. Hun glemte imidlertid i sin glæde over at skulle hjem at få udleveret et genoptræningsprogram.

Inger Grann har kun rosende ord til overs for hospitalet.

Ingen besøg

”Jeg henvendte mig til kommunen for at høre om genoptræning. Jeg regnede også med, at jeg ville få besøg efter en så stor operation. Min mobilitet var stærkt begrænset. Men et besøg fik jeg ikke,” fortæller Inger Grann.
Kommunen gør hende blot opmærksom på, at program for genoptræning skulle hun have på hospitalet. Det viste sig ikke at kunne lade sig gøre, når hun nu var blevet udskrevet.
Sundhedschef Birgitte Holm Andersen fra Favrskov Kommune siger i den forbindelse:
”Først og fremmest er jeg ked af den oplevelse, Inger Grann har haft, for selvfølgelig har hun krav på hjælp. Favrskov Kommune har overholdt reglerne til punkt og prikke, og har fulgt den procedure, der er for den her type sager. Når hospitalet udskriver kræftpatienter skal det sørge for, at de får en genoptræningsplan, hvis der er brug for det. Det fik Inger Grann ikke. Men vi må erkende, at da hun i første omgang henvender sig til os, skulle vi have været mindre firkantede og hjulpet hende bedre på vej i stedet for at holde fast på procedurerne.”

Godt have pengene

Så sker der først noget, da Inger Grann henvender sig hos sin læge på Sallvej. ”Du skulle have været kontaktet af kommunen inden otte dage,” sagde han.
Hans henvendelse til kommunen resulterer i, at Inger Grann henvises til den private organisation Kræftens Bekæmpelse for at komme på et genoptræningshold.

”Jeg har stadig ikke haft besøg fra kommunen,” siger Inger Grann der sidder tilbage med følelsen: ”Kommunen er ligeglad med borgerne, men de vil gerne have pengene fra regionen.”
”Vi har et rigtig godt kræftrehabiliteringsprogram i Favrskov Kommune, og det fik Inger allerede en plads på i sidste uge, før FavrskovPosten tog fat i sagen, ” siger Sundhedschef Birgitte Holm Andersen fra Favrskov Kommune.