“Om så nogen forærer mig en firlænget gård...”
Dorthe Knudsen har boet i Højvangen i 20 år. Nu er det en ghetto, men hun skal ingen steder
Dorthe Knudsen flyttede ind i Højvangen sammen med sin mor i 1983. Hun kan slet ikke forestille sig at bo et andet sted.
“Jeg er glad for at være her. Alting er nemt. Skole, sport og indkøb er tæt på og lejlighederne er gode omend lidt slidte. Jeg er ovenud tilfreds med at bo her,” siger hun.
Hun undrer sig over at Højvangen er kommet på ghettolisten nu.
“Det var værre at bo her for fire-fem år siden, men jeg har aldrig følt mig utryg. Da jeg hørte det, tænkte jeg, det var løgn. Der har været så mange tiltag de seneste år. Så mange positive ting,” siger Dorthe Knudsen og fortsætter,
“Det er uvirkeligt, men det ændrer ikke min opfattelse. De, der sætter stemplet på, bor her jo ikke. Vi har et fantastisk sammenhold, der er altid nogen at møde og ingen ensomhed her.”