Fortsæt til indhold

Hjælp til et bedre liv

Samfund
Leif Lahn Jensen, arbejdsmarkedsordfører S, Anemonevej 13, 8500 Grenå

Vi oplever det, når vi er på vej på arbejde, ud at handle, hvor end vi nu skal hen. Mennesker som ikke har det samme som os selv; et hjem, råd til aftensmad og et job. Sådan er det i hvert fald, hvis den vej fører forbi Nørre Allé/Klostertorv i Aarhus, hvor hjemløse, stofmisbrugere og alkoholikere holder til. Men det er blot ét af de steder, hvor problemet er synligt. Og selvom vi ikke alle ser problemet til daglig, må vi endelig ikke lukke øjnene for det.

Værestederne gør meget for det enkelte menneske, og deres indsats er prisværdig. Men jeg mener, at det er vigtigt, at vi også fra politisk side tager hånd om de mest udsatte mennesker i samfundet. Antallet af hjemløse skal bringes ned, og flere skal hjælpes ud af deres misbrug. Og vi skal prioritere en forebyggende indsats, så vi griber ind, inden en person oplever, at deres liv er på vej i den forkerte retning.

For at kunne løfte disse opgaver, er det vigtigt, at vi har en veludbygget offentlig sektor, så ingen, der har brug for hjælp, overlades til sig selv, men hjælpes til et bedre liv.