Fortsæt til indhold

Stabler af ler banede vej til påskeudstilling

Kunstnernes Påskeudstilling på den ellers kriseramte Kunsthal Aarhus byder på et varieret program og for en sjælden gangs skyld keramik. Louise Gaarmanns ler-stakke er blandt de 73 udvalgte værker.

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Leret presser hun millimetertyndt og lader det falde ned i en lille stabel, uden at hjørnerne knækker.
5 kg ler ligger tilbage som en stak bløde byggeklodser.
Louise Gaarmanns ler-kunst er fra i morgen en del af på Kunstnernes Påskeudstilling (KP) i Kunsthal Aarhus.
Sammen med 72 andre værker, der spænder over alt fra en installation med dagpengekort, grønne billedtæpper, en kæmpe, hullet ost, skulpturer, fotokunst og helt klassiske malerier, er Louise Gaarmanns keramik udvalgt blandt 1502 indsendte værker.
Hun modtog i maj Kunsthåndværkerprisen, hilste ved den lejlighed på dronning Margrethe, har udstillet på Nationalmuseet og tre gange på Forårsudstillingen. Det er første gang, hun udstiller på KP.
"KP har ikke tradition for at udstille keramik. Men jeg synes, at malerierne og de andre værker giver et interessant samspil med keramikken," siger den aarhusianske kunstner, der er uddannet på Danmarks Designskole.
Hun mener selv, hun befinder sig et sted midt imellem at være kunsthåndværker og kunstner.
"Jeg kan håndværket fuldt ud, men laver aldrig brugskunst kun skulpturelle ting. Samtidig er jeg meget optaget af lerets kulturelle betydning og historie," forklarer Louise Gaarmann, der har sit værksted i Hjortshøj.
Her arbejder hun kun med én slags ler - den danske.
"Det er den eneste slags, der naturligt findes i den danske jord, og jeg kan godt lide den historie, der er forbundet med den. Samme materiale lavede man køkkenting, som skåle, kar og krukker af i gamle dage," fortæller kunstneren, og så finder hun sig i, at den faktisk er sværere at arbejde med, fordi den lettere sprækker.
"Det er udfordrende for at mig at tage udgangspunkt i et urmateriale og give det et andet abstrakt udtryk, end blot brugskunst."
Hun betegner sine skulpturer som en hyldest til leret, fordi de på én gang både er bløde og hårde.
"De ser næsten bløde ud, som stof, der ligger i folder oven på hinanden. Det er råt, men poetisk på samme tid."

Gennemført trods kaos

Kunsthal Aarhus har været i gennem en turbulent periode, hvor hele ledelsen, administrende ledere og bestyrelsen, alle forlod stedet i løbet af en uge i begyndelsen af marts.
De kaotiske forhold har KP også mærket.
"Vi har selv stået for al pressearbejde her på det seneste. Men meget var selvfølgelig planlagt på forhånd. Og det tekniske personale er her heldigvis stadig. Så ophængningen har fungeret fint," siger Ole C. Hansen, der er dels er billedkunstner og dels er forretningsfører på KP.
Et tiltag med at placere ipads ved de udstillede værker, så publikum kunne kommentere og se andres kommentarer til værkerne, bliver alligevel ikke til noget, da kunsthallens ledere er væk.
"Det er faldet på gulvet. Det er ærgerligt. Men det er ikke noget, der har indflydelse på selve udstillingen," siger forretningsføreren.

Louise Gaarmanns ler-stakke kan for øjeblikket ses på Kunstnernes Påskeudstilling. Foto: Torben Hjulmand.