Fortsæt til indhold

Hegn om havnen skal sikre mod terror

Aabenraa Havn er i gang med en terror-sikring af dens anlæg

Samfund
Af Svend Mikael Larsen

For at sikre at uønskede personer eller materiel ikke slipper ombord på de skibe, der anløber Aabenraa, er havneselskabet nu gået i gang med at terror-sikre dens anlæg. I praksis betyder det, at man med hegn deler havnen ind i fem områder.
"Som udgangspunkt er der offentlig adgang til havnen. Fremover vil det foregå sådan, at når et skib anløber havnen, så bliver denne del af havnen lukket af for offentligheden, og det kræver adgangskort at komme ind på området. Men kun så længe at skibet ligger til kaj, herefter bliver området åbnet op igen," forklarer havnedirektør Henrik Thykjær.
I alt skal der sættes lidt under 400 meter hegn op, hvoraf en del vil være udskiftning af eksisterende hegn. Dertil kommer porte og forskelligt overvågningsudstyr. Det hele beløber sig til en investering på omkring 4 mio. kroner, og opsætningen forventes at strække sig over et par måneder.
"Det er en nødvendig udgift, hvis vi også fremover skal kunne modtage skibe fra andre ISPS sikrede havne," forklarer havnedirektøren.
Den såkaldte ISPS code er udstukket af den internationale søfartsorganisation IMO og gælder for havne i hele verden. I Aabenraa har man hidtil haft en dispensation, som dog nu er ved at udløbe.
"Det bliver selvfølgelig en tilvænning både for havnen og for offentligheden. En sidegevinst er dog, at systemet vil minimere risikoen for uheld. Det er jo ikke helt ufarligt at bevæge sig rundt på havnen. Især når skibe lastes og losses, ser vi af og til, at folk kommer lidt for tæt på. Og det undgår vi, når området spærres af," påpeger Henrik Thykjær.

Næsten 400 meter hegn skal der til. En del er dog udskiftning af eksisterende hegn. Foto: Svend Mikael Larsen