Kommunale penge til Laurbjerg trinbræt
Favrskov Kommune har afsat fem milioner kroner til trinbræt, hvis staten vil være med
Forhåbningen er stor fra Favrskovs politikere og det bliver ikke nemt at verfe ønsket om et trinbræt i Laurbjerg af med henvisning til økonomi.
For i den nylige budgetaftale mellem byrådets partier har man afsat fem millioner kroner i budgettet til et trinbræt i Laurbjerg.
En rapport fra 2012 viste at den billigste løsning til nyetablering af trinbrættet ville koste ti millioner kroner. Her er Favrskov Kommune altså villig til at betale halvdelen, hvis staten betaler den anden.
Afventer rapport
Svaret fra transportminister Pia Olsen Dyhr er ikke umiddelbart så positivt.
“Jeg har stor forståelse for, at der er et lokalt ønske om at få genåbnet stationen i Laurbjerg, da det har helt åbenlyse lokale fordele. Stationsåbninger har dog en række negative konsekvenser – særligt for de øvrige rejsende, der vil opleve forlænget rejsetid, hvis toget stopper flere steder end tilfældet er i dag. Åbning af nye stationer skal derfor nødvendigvis ses i et større perspektiv,” siger hun til FavrskovPosten.
Trafikstyrelsen er ved at lave en analyse af, hvordan stationsstrukturen i Danmark kan optimeres og kommer med en rapport her i efteråret 2013.
“Jeg ser personligt meget frem til at granske rapporten, når den ud-kommer i løbet af efteråret og glæder mig til den efterfølgende debat om, hvad der så rent faktisk kan realiseres på stationsområdet.”