MadXpressen er klar til flere kuverter
MadXpressen i Allingåbro er flyttet i nye, store lokaler på Hovedgaden
“Vi går nogle flere skridt nu, men det er forhåbentlig bare, indtil vi husker, hvor tingene er”, siger Rasmus Højgaard med et glimt i øjet.
Han er den ene af MadXpressens to indehavere, og har sammen med sin makker Bjarne Rasmussen flyttet catering-køkkenet MadXpressen til nye, store lokaler på Hovedgaden i Allingåbro.
130 portioner frokost
Selve flytningen forrige søndag gik forholdsvis hurtigt. To timer, så var de gamle lokaler tømt. At få det hele på plads var lidt vanskeligere, men alligevel var hele holdet i MadXpressen klar mandag morgen til at sende kuverterne afsted til de faste aftagere af deres frokostordning.
Aspargessuppe til 130 og ribbensteg til lige så mange.
“Så vi fik gasomfuret i gang. Og sat el til ovnen og hældt vand på. Og emhætten i gang, for ellers kan gaskomfuret på grund af en sikkerhedsanordning ikke køre”, forklarer Rasmus Højgaard.
Djurslands største
Rasmus Højgaard mener, at MadXpressens nye køkken med de 400 kvadratmeter må være det største private køkken på Djursland - eller tæt på.
Ud over meget mere plads er der også kommet mange andre nyttige ting til.
De har fået større kølerum, en praktisk vareindlevering så varerne kan trilles ind i stedet for at skulle bæres op og ned ad trapper, frostrum i stedet for kummefrysere i forskellige størrelser, og en ny brugt ovn med selvrengøring og programstyring.
“Den kan alt undtagen lige at lave kaffe”, smiler Rasmus Højgaard.
Nu hvor der er kommet mere albuerum, kan man godt regne med nye udspil fra MadXpressen.
“Vi har været presset af vores størrelse, men nu vil vi gerne vise, hvad vi kan.”
I gang med nye tiltag
Rasmus Højgaard og Bjarne Rasmussen har forskellige planer på bedding blandt andet kuvertdesserter. Faktisk er et helt nyt menukort på trapperne til januar.
“Og så vil vi forsøge at sælge vores frokostordning til endnu flere, gerne over hele Djursland.”