”Jobcenter får flere klager fra desperate syge”
Hvor er det dejligt at jobcentrets ledelse er nået så langt, at de har holdt møde omkring stigende antal klager fra os langtidssyge. Det er bare rigtigt ærgerligt at Charlotte Sørensen og ledelse åbenbart bortforklarer de stigende antal klager med, at vi langtidssyge, er frustreret over vores situation og at jobcentret er låst af ventetid på behandlingssystemet.
Enten er denne problemanalyse et gæt i det blå eller en måde at fraskubbe sig eget ansvar for god og ordentlig sagbehandling. Jeg er én af de 10 borgere i Skanderborg kommune, der ikke er berettiget til nogen form for offentlig ydelse og har nu gået i 1 år og 8 mdr uden en krone på lommen. Min diagnose er stationær, psoriasisgigt, og jeg har desværre ikke responderet på noget behandling. Fuldstændig uforskyld er jeg ikke i stand til at arbejde, efter et meget aktiv liv både jobmæssig men også ifht. at være et aktiv i mit lokalsamfund. Jeg forstår til fulde at jobcentret ikke kan afklare hvilken ” hylde” jeg skal placeres på, før jeg er helt færdigbehandlet eller afsluttet uden behandling i behandlingssystemet. Det er ikke dét, der frustrerer mig i en sådan grad at jeg har valgt at klage over jobcentret Hørning. Og lyt nu godt efter Charlotte Sørensen, det er grundet SÅ urimelig grad af dårlig sagsbehandling og fejl, at man som menneske simpelthen føler sig forpligtet til at ”råbe op” både i forhold til ens retsikkerhed, men også for ikke at blive tromlet helt ned under asfalten.
Det er jo nemt at brokke sig, og det er derfor vigtigt for mig at nævne, bare et udpluk af de problematikker jeg har oplevet under mit sagsforløb.
Da jeg overgik fra sygedagpenge til kontanthjælpsafd. mødte jeg op til samtale med min sagsbehandler, der var 2 uger fra at gå på barsel, næste sagsbehandler var en vikar for vikaren, dernæst et møde med oprindelig vikar, så var der lavet nye tiltag i jobcenteret inden jul hvor jeg igen fik en ny sagsbehandler og nu har jeg sørme fået en ny igen. Samtlige sagsbehandlere har jeg kun mødt 1 gang. Men det kan jeg sagtens leve med, hvis bare jeg havde fået en ordentlig sagsbehandling og at der var styr på min sag. Men her et udpluk af klager:
Ÿ Manglende og forkerte oplysninger fra sagsbehandlere.
Ÿ Manglende opfølgning på min sag og en oplevelse af, at da jeg ikke koster kommunen noget, er der ingen sagsbehandling.
Ÿ Jeres vægt på egne lægekonsulenters udtalelser, frem for speciallægernes attester.
Ÿ Overskridelse af behandlingtider
Ÿ Manglende ansvarstagelse. Aben bliver sendt videre og ingen samler op.
Ÿ Fuldstændig mangel på referater af sagsbehandlingssamtaler i 20 mdr.
Ÿ Brud på retssikkerhed omkring personfølsomme journaler.
Ÿ Manglende evaluering af praktikforløb.
Så når jeres nye tiltag er, at vægte en ordentlig overlevering fra sygedagpenge til kontanthjælpsafd. fordrer det jo først og fremmest, at borgeren ser samme sagsbehandler mere end 1 gang. Og når man så alligevel får ny sagsbehandler skulle jobcentret måske vægte borgerens sagsakters ajourførsel således at de tværfaglige instanser, alle kyndigt kan danne sig et overblik over borgeren. Min frustration og heraf klager bunder ikke i frustration over ventetid i behandlersystemet eller for at speede sagsprocessen op. Den er helt entydig over inkompetence, sjusk og mangel på ansvar for den enkelte borger.