Fortsæt til indhold

Dagligstuen omdannes til et kunstrum

Ny forening åbner kunstudstilling i et privat hjem. Ideen er at nedbryde skellet mellem hverdagsliv og kunst

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Dukkehuse med blodstænk og sorte flag i haven. Kunstværker placeret midt mellem reol og sofabord.
Kunsthistoriker og journalist Henrik Broch-Lips har i den grad inviteret kunsten ind i sit hjem.
Og alle er velkomne til at kigge med.
Sammen med billedkunstner Steen Rasmussen har han stiftet foreningen Das Kunstbüro, der bringer kunstudstillinger ind i hans villa i Marseliskvarteret.
"Det er grænseoverskridende og kræver mod, når man også har tre børn i huset, men det er også utroligt spændende, og jeg tror, der her gemmer sig et stort potentiale for at få gjort op med den fremmedgørelse, mange mennesker føler over for kunsten," siger Henrik Broch-Lips.
Han ser sit lille, nonprofit udstillingssted som et alternativ til gallerier og museer.
"Når kunsten bliver hevet ned af piedestalen og sat ind i en dagligdagssfære, så tror jeg, man kommer til at opleve den på en helt anden intens måde."

Der skal investeres

En udstillingsform, der ikke kun er grænseoverskridende for husejeren.
"De besøgende skal også i den grad investere noget af sig selv, når de kommer ind i en fremmeds hjem. Jeg tror, det betyder, at man lukker lidt mere op og er mere modtagelig, Jeg kan også tage publikum mere seriøst end normale udstillingssteder, og folk bliver hængende længere, end de ville gøre på et galleri," forklarer kuratoren, der i lørdags åbnede en udstilling af kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang, hvor både begrebet nationalisme og hjemmets potentielle uhygge sættes til debat.
I haven og to nabohaver er sorte korsflag gået til tops i flagstangen.
"Debatten er et meget vigtigt element. Derfor afholder jeg i løbet af sådan en udstillingsperiode en kunstsalon, og jeg prioriterer at udstille kunst, der er eksperimenterende og med politiske referencer," siger Henrik Broch-Lips.

Netop brug for i Aarhus

Kuratoren understreger samtidig, at det altid er topprofessionelle kunstnere, han inviterer indenfor.
"Men jeg beder dem om at udstille noget, de har svært ved at udstille andre steder. Her skal være plads til den skæve kunst."
Og det mener han, der er et specielt behov for i Aarhus.
"Kommunen har en finger med i næsten alt. Der er godt nok et armslængdeprincip, men for mig at se profilerer alt for mange politikere sig på kunstevents i byen. Og meget planlægges flere år frem. Derved synes jeg, at kunsten mister sit kritiske potentiale og sin evne til at reagere på aktuelle problemstillinger. Det her udstillingssted er et forsøg på at skabe et lille frirum."

Mere kunst på vej

Der er foreløbig planlagt en udstilling med Asbjørn Skov i december og en med Iben Toft Nørgaard til foråret. Måske kommer der flere.
"Hvis det går godt, så ja. Hvis jeg mærker, at der er et behov for det her, så bliver jeg ved," lyder det fra udstillingsarrangøren, der som kunstanmelder indimellem har været utilfreds med formidlingen på byens udstillingssteder.
"Her er jeg i den grad på hjemmebane . Både på grund af min kunstteoretiske baggrund, min journalistiske tilgang, men også fordi det hele simpelthen foregår i min egen stue," siger Henrik Broch-Lips.
Udstillingen kan ses frem til 3. november og er åben for alle, men vil man indenfor, skal man melde sin ankomst via hjemmesiden.