Fortsæt til indhold

Vi er skræmte og utrygge

Naboerne til diskotek DaClub og Stenløse Station forlader nødigt deres bopæle om aftenen, når grupper af ballademagere kommer til byen i forbindelse med de såkaldte teenparty's. Nu vil beboerne have politiet og politikerne til at skabe tryghed

Samfund
Kenneth Tanzer

Trusler, tæsk, smadrede flasker og spritstive unge mennesker.
Området ved diskotek DaClub (nu Diskotek X, red) og Stenløse Station har siden foråret dannet rammen om flere kedelige episoder.
Nu har problemet nået et omfang, som får naboerne på HP Hansensvej og Vestervang til at råbe vagt i gevær.
"Vi er skræmte, utrygge og meget bekymrede. Vi er ikke meget for at gå en tur ned til centeret eller op til stationen, når klokken er over 18.00.," siger syv beboere samstemmende til Lokalavisen.
"Hvad frygter I vil ske på sådan en tur?"

"Der kan ske mange ting. Det er ikke sjovt at gå forbi en støjende gruppe unge mennesker på 30-50 stykker. De kommer hertil med toget og slår nærmest lejr i tunnelen og ved trappen op til stationen. Her står de åbenlyst og provokerer forbipasserende. De er heller ikke blege for at true folk eller skride til vold. Når det er værst, så er der tale om en visitationszone, hvor man nærmest skal betale dem for at komme forbi. Det er fuldstændig forrykt."

Ikke sjovt at se vold

Kirsten Petersen, Henrik Jørgensen, Klaus og Solveig Jakobsen samt Ole Olsen, Erik Sørensen og Sara Gøtterup oplever lidt af hvert, når diskotek DaClub slår dørene op til teenparty for unge mellem 13 og 16 år.
"Problemerne opstår kun i forbindelse med teen-festerne. Der er ingen problemer på en almindelig fredag og lørdag, men når der er teenparty hver tredje lørdag, så kommer grupper af ballademagere altså ind med toget. Vi er ikke sarte eller imod nattelivet, men det er ikke sjovt at sidde i vores stuer og høre på lyden af slåskampe, trusler og knytnæveslag. Én ting er, at de unge ringer på døren og spørger om de må gemme sprut og øl i vores haver, men noget andet er at se og høre vold. Det er meget ubehageligt. Dagen efter ligger der smadrede glasskår, pizzabakker, kondomer og opkast," siger beboerne.
"Er I tilfredse med politiets indsats?

"Vi har i flere omgange kontaktet politiet. De erkender også problemerne, men en ekstra patruljevogn med nogle hunde er ikke nok. Der skal mere til. Vi snakker et gadebillede med stoffer, sprut, vold, så det er nok værre end de regner med. Politiet skal melde ud, at der er tryghed i området i forbindelse med teenfesterne. Før det sker, så er vi jo magtesløse og kan intet gøre. Borgerne i Stenløse bliver taget som gidsler, for det ødelægger vores muligheder for at færdes trygt. Det berører jo alle borgere, som færdes ved stationen i weekenden." Beboerne vil ikke direkte klandre diskoteket.

Lokalavisen har ved flere lejligheder beskrevet de kedelige episoder ved DaClub og stationen. Her ses en artikel september.

Festen rykker udenfor

"Vi hører, at der ikke problemer indenfor til disse fester, men vi oplever desværre, at mange opholder sig mere udenfor i tunnelen. Festen rykker ofte herud, og så opstår problemerne. DaClub har efter vores mening også ansvaret for køen og lige ved indgangen, men ejeren kan selvfølgelig ikke stå til ansvar for centeret og trappen op til stationen. Problemet er bare, at det er diskotekets teenparty's, som tiltrækker balladen, så der skal være langt mere sikkerhed," siger de.
Og den sikkerhed skal politikerne i Egedal Kommune være med til at sørge for, mener beboerne.

Knivoverfald og trusler

"De skal altså træde i karakter og have en holdning til et stort problem i byen. Vi snakker jo knivoverfald, trusler og vold. Det er deres opgave at få koordineret ressourcerne, så der er ro og orden. Vi har henvendt os til dem, men udover Jens Jørgen Nygaard, så er de meget passive," lyder det.
Selvom beboerne lever med naboskabet til diskoteket, så er deres holdning også klokkeklar, når kommunens bevillingsnævn snart skal beslutte, om unge under 18 år fortsat må have adgang til klokken 5.00.
"Vi ønsker, at teenfesterne stopper. Det er vores indstilling og høringssvar. Intentionerne var gode med at give de unge et alternativ til en tur ind til København, men festerne har trukket så mange problemer med sig. Vi er som sådan ikke modstandere af ungefester, men de her er kørt af sporet. Vi mener bare, at børn på 13-14 år skal feste på ungdomsskolerne i Ung Egedal-regi, hvor der er trygge rammer, regler for alkohol og et genkendeligt personale," lyder det fra borgerne.




Her er sagerne
Udpluk af anmeldte episoder i 2013
I februar bliver en 37-årig mand fra Veksø overfaldet i centergaden af en 22-årig mand fra Stenløse, der både sparker og slår på manden fra Veksø. Den 22-årige anholdes og sigtes for vold. Samtidig var han i besiddelse af to gram hash og ét gram ketamin.
I juni bliver seks unge taget med stoffer på diskotek DaClub. Politiet fandt stoffer på fire mænd og to kvinder - en 18-årig mand fra Gadstrup var i besiddelse af 0,2 gram MBMA; en 21-årig mand fra Hvidovre var i besiddelse af 0,3 gram kokain; en 34 årig mand fra Køge havde 0,5 gram ketamin, 2,1 gran MBMA samt seks hvide piller og tre blå piller på sig imens en 30-årig mand fra Glostrup "kun" havde 0,3 gram ketamin på sig. De to kvinder på henholdsvis 22 og 23 år havde 0,8 gram amfetamin og 0,2 gram MBMA gemt i trusserne. Alle seks får en bøde for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer samt et forbud mod at komme på DaClub igen.
I juni løber to drenge på 16 og 15 år ind i et tæskehold af anden etnisk herkomst. De to drenge bliver passet op af gruppen på 10-15 personer foran diskotek DaClub. På vej til stationen bliver den 15-årige slået flere gange og får en albue i nakken. Han bliver "visiteret" af gruppen og bedt om at aflevere sin mobil og sit alkohol. Det lykkedes de to drenge at slippe væk og gemme sig bag døgnboxen ved stationen, men da de løber hen til toget bliver de omringet og truet med en kniv, så den 16-årige må aflevere sin mobil og sit alkohol.
I august får en 18-årig mand brækket sin næse af fire mænd i en tunnel på vej hjem fra DaClub. Ifølge Nordsjællands Politi var alle overfaldsmænd af udenlandsk herkomst. Overfaldet skete, da manden angiveligt kommenterede en bøvs.
I september forlader en pige på 14 år samt tre drenge DaClubs teenparty. De prøver at gemme sig fra en gruppe voldelige unge, men den 14-årige pige får et knytnæveslag i ansigtet, da hun vil forhindre et røveri. De to drenge bliver truet med kniv. På diskotekets dansegulv anmelder en 14-årig pige et overfald. Hun mener, at otte-ti drenge af anden etnisk herkomst end dansk forulemper hende.
I forrige uge kan politiet melde om en gruppe på 20-30 personer, der visiterer forbipasserende ved DaClub og Stenløse Station. Én dreng nægter at lade sig visitere, og så bliver han sparket. Også en 13-årig dreng bliver af to drenge af anden etnisk herkomst end dansk truet med en kniv, hvis han ikke udleverer sin mobiltelefon.