Mere end flødeskums-idyl

Sådan kunne det være gået! Vi kunne være endt som de lande, kongen drager hærgende hen over som straf for, at invitationerne til hans søns bryllupsfest bliver ignoreret, og de indbudte oven i købet slår budbringerne ihjel.
Mere end en lignelse fra Jesu mund ligner det en fortælling om den Gud, vi kender fra Det Gamle Testamente, som den ene gang efter den anden straffer sit udvalgte folk, når det bevæger sig væk fra ham ved ikke at følge hans bud.
Men sådan kom det ikke til at gå. Hans vrede vendte sig et andet sted hen; nemlig mod hans egen søn. Han trådte ind og tog den straf, vi ellers ville have fået, for at vi skulle gå fri.
Det betyder ikke, at vi slipper for ondt i tilværelsen, og at det hele bliver ren flødeskums-idyl. Det ved vi alle sammen godt. Men det betyder, at vi har Guds omsorg og kærlighed, hvordan vores liv end former sig. Han er hos os, følger os i glæde og sorg, lykke og ulykke og bærer os, når vi slet ikke kan klare det selv.
En mand sidder efter sin død sammen med Gud og kikker tilbage på sit liv, der former sig som fodspor i sand. Ind imellem to sæt til andre tider kun ét sæt fodspor. Manden kunne se, at der, hvor der var ét sæt spor, var det tider i hans liv, hvor det havde været svært. "Herre" sagde han. "Når mit liv var svært, hvorfor forlod du mig så?" Gud svarede: "Jeg forlod dig ikke. Jeg bar dig."
Fordi Jesus tog vores skyld - for hvad enten vi kan lide at høre det eller ej, så bærer vi alle på skyld - og tog straffen for den, så hører vi i dåben, at Gud vil være med os indtil verdens ende.