Fortsæt til indhold

Vildt! 17-årige Nikolaj er "kitesurfer konge"

Det 17-årige kitesurf-stortalent Nikolaj Holmlund fra Buresø lever sit liv efter vinden - som de næste tre måneder har bragt ham til Brasilien

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Se Nikolaj Kite-surfe her
Når vinden blæser og bølgerne bruser kan Nikolaj Holmlund ikke ignorere trængen til at kaste sig op på et surfbræt og ud i bølgerne.
Og den 17-årige knægt fra Buresø har da også et særligt "tag på vinden og vandet".
Han er blev for nyligt nummer 3 til DM i kitesurfing og er den yngste nogensinde, der har fået en podieplads i A-rækken.
Som så mange andre drenge spillede Nikolaj Holmlund som yngre ellers fodbold, men som 13-årig fik hans far lokket ham med ud og kitesurfe.
"I starten var jeg ikke så meget for det, for man får lidt tæsk en gang i mellem, og når man er lille, er det ikke så sjovt. Når man så er blevet større, er det endnu værre, men så er man jo vant til at slå sig, og så sætter man sig ikke bare ned og græder," siger Nikolaj Holmlund, som tidligt fandt ud af, at han havde talent for sporten.
Hurtigt blev han nemlig bedre end både sin far og de andre drenge på vandet - også selvom de var flere år ældre end Nikolaj.

Vil vinde i alt

Men det skyldes ifølge Nikolaj ikke kun talent. Er der en ting, den 17-årig dreng ikke bryder sig om, så er det nemligt at tabe eller være dårlig til noget.
"Det er ikke kun i kitesurfing, det er i det hele. Hvis jeg sidder og spiller rommy med min mormor får den også hele armen," smiler Nikolaj og indrømmer, at pasionen for at kitesurfe har fået ham til at forlade 10. klassecentret i Ølstykke før tid mere end bare en gang.
"Det var faktisk min far, der gav mig ideen. Min mor syntes ikke, at det var så fedt. Men til sidst måtte hun give sig, bare jeg ikke kom bagud i skolen," fortæller Nikolaj.

Fra skoleelev til prof. surfer

Nu er tiden med pjækkerierne dog forbi, for i sommer sagde Nikolaj farvel til tiden som skolelev og goddag til en karriere som fuldtids kite-surfer - eller i hvert fald et forsøg på det.
I skrivende stund opholder Nikolaj sig derfor i Brasilien på bølgen blå, hvor han øver sig i tricks, der forhåbentlig kan bringe ham med til VM til næste år.
Det er i hvert fald, hvad både han selv og sponsorerne satser på.
Men selvom kite-surfing i Nikoljas verden er det fedeste, der findes, og målet også hos ham selv er VM, så kan forventningerne hos sponsorerne også godt tynge lidt på de 17-årige skuldre.
"Det sætter lidt pres på," siger Nikolaj og fortsætter:
"Det er også med til at gøre, at man gerne vil være bedre end de andre. Hvis der f.eks er en, der øver sig på et nyt trick, så må jeg ud og lære det før ham."
At det ikke er penge, der driver det unge kite-surf talent, kan der vist ikke være tvivl om.
Tredjepladsen til VM indbragte kun 1.000 kr. på kontoen, men penge er i det hele taget heller ikke noget, Nikolaj går op i.
"Jeg tager det år for år, og så må jeg lave noget ved siden af, så jeg stadig tjener penge. Men så længe, jeg får mine rejser betalt, og jeg stadig bor hjemme, så har jeg heller ingen udgifter," lyder det fra kite-surf entusiasten.

Udlandet holder øje
Det er ikke kun herhjemme i lille Danmark, at man har fået øjnene op for Nikolaj Holmlunds talent til at kitesurfe.
Han har blandt andet som den eneste fra Norden været udvalgt til en træningslejr i Marokko for unge talenter i hele verden, og flere udenlandske firmaer har også fået øje på den unge Egedal-borgers talent, hvilket har resulteret i sponsorater fra blandt andet tøjmærket Quicksilver og det franske kitesurf-udstyrs firma F-one.

Nikolajs top fem surf-steder 1. Amager Strandpark 2. Farø Dæmningen (Falster) 3. Sydvest Pynten (Amager) 4. Lynæs (Hundested) 5. Landerslev (Kyndby)