Modigt at udskyde besparelser
Partierne bag Fredericias budgetforlig har udskudt en del af de krævede millionbesparelser. Så nu må de forvente skarpe spørgsmål fra vælgerne, mener kommunal- og valgforsker Roger Buch
Hvor skal de sidste 13,6 millioner kroner findes?
Dét spørgsmål står ubesvaret efter sidste uges budgetforlig i Fredericias byråd. Og det er modigt af politikerne at lade det spørgsmål stå ubesvaret op til et kommunalvalg, mener valgforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- & Journalisthøjskole.
“13,6 millioner kroner er ikke så meget i forhold til et kommunalt budget. Men det svarer vel rundt regnet til, at omkring 30 fuldtidsansatte skal fyres. Men hvilke 30? Hvem er købt og hvem er solgt? Mangel på klar besked skaber utryghed hos borgerne. Det er modigt af politikerne at gå til valg på den baggrund. Vælgerne vil kræve klare svar, for de ønsker ikke at stemme i blinde” mener Roger Buch. Partiernes bud på et svar kan ses her nedenfor.
Der er intet forkert eller ulovligt i at afslutte et budget uden at løfte hele den samlede spare-opgave.
“Men ved at sende spareopgaven videre, udskyder politikerne også effekten af besparelserne. Det betyder, at når besparelserne endelig bliver vedtaget, skal der skæres endnu dybere for at opfylde behovet. Så udskydelsen er som at tisse i bukserne,” siger Roger Buch.
Bredt forlig
Budgetforliget er bredt, og kun Det Konservative Folkeparti står udenfor. Dermed er der stor sandsynlighed for, at forligspartierne selv kommer til at stå med aben efter valget.
“Hvis forliget var smalt, og magten skiftede efter valget, ville forligspartierne effektivt have skubbet opgaven og ansvaret fra sig. Det kommer ikke til at ske her - medmindre De Konservative kommer til at stå alene med magten efter valget. Og det kommer nok ikke til at ske,” siger Roger Buch.
Hvor vil partierne finde pengene?
Lokalavisen Budstikken har spurgt forligspartierne, hvor de vil finde de sidste 13,6 millioner kroner næste år. Partierne fik to døgn til at vende tilbage med et svar så kort og konkret, at vælgerne kan forholde sig til det. Men ingen af de fire svar udpeger konkrete sparemål.
Her er svarene fra de partier, der svarede:
BORGERGRUPPEN v. Mads Lund:
Vi beder direktionen lave et oplæg - der efter vælger vi.
VENSTRE v. Kenny Bruun Olsen:
Ved benhårdt at arbejde med innovative og smartere løsninger på tunge arbejdsgange, og samtidig se på udlicitering. Det bliver nogen af vores værktøjer til at realisere de uspecificerede besparelser. Forhåbentligt kan der så opnås virkningsfyldte effektiviseringer uden det nødvendigvis kommer til at ramme servicen i Fredericia kommune.
SF v. Jane Findahl:
Fredericia byråd har aftalt at sætte et stykke arbejde i gang, som skal køre i to spor.
Dels et visionsarbejde hvor vi har aftalt, at vi som byråd skal trække i arbejdstøjet og have udviklet en vision for Fredericia – hvor skal Fredericia hen, hvad er vores fælles arbejdsindsats for Fredericias fremtid, hvad skal vores fælles ”hovedvej” være? I den proces skal brugere og borgere naturligvis inddrages. I dag har byrådet ingen visioner for deres politiske og demokratiske arbejde – den sidste vision ”udløb” i 20012. Det er meget nødvendigt for et byråd, at kende retningen for deres arbejde, ellers er det svært at træffe de rigtige beslutninger – også for alle medarbejderne, idet de ikke kender målene.
Dels et spor hvor vi skal indfri sparekravet på de 13,6 mio kr. det skal naturligvis læne sig op af, hvad vi ønsker for Fremtidens Fredericia. Vedr. sparekravet, så er direktionen trukket i arbejdstøjet, for at udarbejde forslag til ”intelligente” besparelser, fordi vi har et ønske om at overføre tankegangen bag ”længst mulig i eget liv” til andre områder.
Så altså: det er svært lige nu at pege på helt konkrete besparelsesforslag, idet vi mangler både grundlag, materiale og dialog vedr. besparelserne for 2014.
SOCIALDEMOKRATERNE v. Jacob Bjerregaard:
For os er det afgørende, at kernevelfærden så vidt mulig går fri. Men det afhænger selvfølgelig af, hvordan mandatfordelingen bliver. Straks det nye byråd er trådt sammen, skal vi igangsætte en politisk proces for at justere budgettet ind. Direktionen er sat til at arbejde med forslag til realisering af budgetjusteringen. På baggrund heraf skal et forhåbentlig samlet byråd træffe beslutning.