Fiskene udvider i Farveservice
Akvarierne og fiskene får fire gange så meget plads i Hammel
Tusinder af liter vand og store akvarier var onsdag ved at finde på plads i Hammel Farveservice, der i løbet af det sidste stykke tid har udvidet akvarie-pladsen fra godt 35 kvadratmeter til 140.
Der er nærmest fisk allevegne i den bagerste del af butikken, der udover at være en traditionel farvehandel også gør en del i hobbyartikler og modelbiler - og så fisk. Selv ude i skuret i baggården boltrer fiskene sig. Det er dem der bruges i udendørs bassiner.
Fisk med lyd
“Vi har indtaget den nederste del af butikken, lageret og skuret i gården,” fortæller indehaver Per Albertsen, der selv har haft fisk i over 25 år.
Indenfor på lageret står række på række af ynglefisk, mens stoltheden svømmer rundt i en stor akvarie sammen med andre større fisk.
En rødhalet catfish med lange pigge og hul giftpig svømmer uforstyrret rundt sammen med en anden rovfisk en silver arowana.
“Den siger lyde når du tager den op og så kan den hoppe op til seks meter,” fortæller sønnen Uffe Albertsen, der også selv er ret vild med fisk, især de udfordrende, der kræver lidt særlig pleje om omsorg, inden han stolt viser en af de nyeste fisk frem, en ferskvandsrokke, ikke større end en lille hånd, men rigtig god til at gemme sig sandbunden.
“Vi har selvfølgelig begge dele. Selskabsfiskene såsom sværddrager, guppier og neonfisk til dem der vil have noget hyggeligt at kigge på og passe. Men vi har også kirurgfisk og de lidt større rovfisk, som især kenderne går efter,” fortæller Per Albertsen.
Kirurgfisk spiser død hud
Han fortæller om en kunde med eksem, der efter at kirurgfiskene fik et par ugers spisning af død hud kunne klemme fingrene sammen og skrælle kartofler igen.
“Verden er jo forunderlig,” smiler Per Albertsen.
Det bliver den også de kommende dage, hvor akvarierne er på plads og der for 19. gang afholdes hobbydage i butikken. Det sker torsdag, fredag og lørdag.
Der bygges på modelbiler og lastbiler af erfarne modelbyggere. Wivi Albertsen inviterer folk til at prøve blandt andet patchwork og quilling, en metode hvor papir lægges i 'ruller' og derefter formes til blandt andet nisser og hjerter.
Og så bygger Uffe Albertsen en baggrund i et akvarie op fra bunden, så man kan se hvordan det kan gøres.