Fortsæt til indhold

Nyt liv til en gammel traver

Den ærværdige, gamle restaurant Lunden på Charlottenlund Travbane har fået ny ejer

Samfund
Af Mikael Østergaard

Charlottenlund Travbane er med sine 122 år Nordens ældste travbane.
Nu får fortællingen om de gode dage på banen og i restauranten en ny dimension. Restauranten skifter navn til Le Grand Bistro og bliver den største af sin art i København med plads til 550 spisende gæster.
Restauratør Anders Buhl, som lokalt er kendt for restauranterne Tisvilde Bistro Hellerup og Le Café på molen i Tuborg Havn, har fået ansvaret for den kendte restaurant sammen med sin partner, Kenn Meier.
Med navneskiftet sker der også en masse nyt bag de store ruder.
"Vi vil selvfølgelig fortsat servere mad med udgangspunkt i store buffeter med det bedste fra det danske køkken. Men ud over det er det vores ambition at gøre Le Grand Bistro til stedet, hvor man også kan spise i kombination med en god musikoplevelse", fortæller Anders Buhl.
Alllerede søndag den 27. oktober står Jørgen de Mylius klar ved DJ-pulten til en søndagsfrokost-fest efter sidste løb. Og lørdag den 7. december kl. 19 er bistroen rammen om et brag af en dobbeltkoncert med Moonjam og Danseorkestret.
Andre kombinationstilbud er, at du kan komme i retro-bio i restauranten, hvor der serveres en god middag forud for visning af gamle klassikere. Restauranten holder også åbent for private selskaber og arrangementer, herunder julefrokoster,
Anders Buhl understreger dog, at tingene holdes hver for sig:
"Når der er travløb, er der selvfølgelig ikke underholdning i restauranten", fastslår han.