Anders G. fik fem krydser af Charlotte Green
Mountainbike-løbet ved Klintholm gav alvorlige skrammer til Venstres borgmesterkandidat, der blev lappet sammen af Charlotte Green
Han elsker at cykle, så selvfølgelig stillede Anders G. Christensen op, da mountainbike-banen ved Klintholm blev indviet søndag.
Desværre styrtede han og måtte syes med fem sting af byrådskollegaen fra de konservative Charlotte Green, som også er læge.
"Jeg havde fået danmarksmesteren Janni Vestergaard Nielsen som guide, og hun er jo noget rutineret. Hun hundsede med mig," fortæller Anders G. Christensen, da vi møder ham mandag morgen.
Læs mere: Mountainbikerne fik næsen ned i sporet
Ud over styret
I forsøget på at følge med den skrappe kvinde kommer en træstub pludselig på tværs, og Anders G. flyver nu, mens cyklen lægger sig til rette i skovbunden.
"Jeg mærker ikke umiddelbart noget, selvom jeg kan se, det bløder lidt gennem den ene handske."
Anders G. Christensen gør sporet færdigt og tager lige en runde mere, inden handsken kommer af.
"Og så viser det sig, at jeg kan kigge ind til senen i hånden." siger han.
Syet ved køkkenbordet
Charlotte Green var med til at indvie banen, og hun kigger med.
"Hun tilbyder at sy mit åbne sår, så senere på dagen kommer Charlotte forbi hjemme i Hadsten, hvor hun giver mig fem sting ved køkkenbordet."
En mobil enhed, som har været med i bagagen hos Team Rotary Favrskov i flere år, kom nu i brug.
"Hun medbragte den lille mobile operationsstue, vi har haft med til Paris de sidste tre år. Den har vi heldigvis aldrig haft brug for. Men den virker."
Nu skal stingene sidde i 10-12 dage.
"Og så kan Charlotte vel fjerne dem igen lige før et byrådsmøde."