Det handler ikke om en fodboldbane men om mennesker
Debatindlæg af Frank W. Damgaard (S), byrådsmedlem
Jeg er netop hjemkommet fra KL's årlige Ældrekonference, hvor Venstre borgmesteren fra Ikast-Brande, Carsten Kissmeyers indlæg om erfaringer og betænkeligheder ved udlicitering på ældreområdet, hørte til de mest tankevækkende.
Blandt andet bekymringen om den forpligtigelse og skrøbelighed, der ligger i udlicitering af så borgernære kerneområder. Vi har allerede set eksempler på private udbydere, som pludseligt drejer nøglen om og erklærer sig konkurs. Her handler det ikke om en fodboldbane, som risikerer at komme til at ligne en rismark, men om mennesker som sidder derude og venter på hjælp og pleje. Og som kommune har vi forpligtelsen, men ikke mere end 5, 10 eller 20 minutter til at finde en løsning. Vi råder selvfølgelig ikke over et reserve personale, som kan sættes ind, når en privat aktør går ned.
Dernæst frygtede Kissmeyer for opbremsning af den enorme udvikling og nytænkning, som området løbende er i. Når man udbyder laver man en meget nøjagtig beskrivelse af de opgaver som skal udføres, og det er dem, og dem alene som bliver udført. Vi har I Skanderborg haft den pudsige oplevelse, at vi i en udlicitering af de grønne områder, glemte at beskrive at målene på fodboldbanen, skulle flyttes for at græsset inde i dem kunne klippes. Så der blev bare klippet udenom. Det var trods alt bare en fodboldbane, og ikke en af kommunens svage ældre. Men i den situation er det svært at lave om på tingene, hvis nye gode ideer opstår. Og nytænkning handler som oftest om noget mere komplekst end at flytte et mål.
En enkelt betænkelighed mere, er den vigtige daglige kontakt mellem de forskellige faggrupper, som har med borgeren at gøre. Den er altså noget lettere og flyder mere naturligt, når man færdes i det samme hus og ikke sidder hver sit sted. Og den er enorm vigtig for at få tingene til at glide så smertefrit som muligt.
Det her var bare tre af en række velovervejede, interessante betragtninger fra en Venstre borgmester. Vil da håbe at mine Venstre kollegaer i byrådet vil lytte lidt til ham. Desværre deltog kun to Socialdemokrater på konferencen, og fik mulighed for at suge til sig.
Så har jeg ikke engang nævnt muligheden for at private aktører ansætter uuddannet personale for at optimere overskuddet.
Sjældent har jeg været så enig med en Venstremand, men i stedet for at springe ud som liberalist i Ikast-Brande, vil jeg hellere kæmpe for samme sag som Socialdemokrat i Skanderborg.