Flere skraldespande eller bøder?
Politikerne er uenige i, hvad man skal gøre ved skrald i gaderne i Aarhus midtby
???Lokalavisen Aarhus Midt har været på gaden for at høre, hvad borgerne i Aarhus midtby synes, at politikerne skal forholde sig til frem mod kommunalvalget 19. november.
?Et af emnerne er, at der er meget skrald i gaderne i midtbyen. Avisen har bedt to kandidater til Aarhus Byråd fortælle, hvad de vil gøre, hvis de efter kommunalvalget kommer i byrådet.
Jakob Lavrsen, byrådskandidat for Radikale Venstre, mener, at flere skraldespande og flere tøminger er vejen til et Aarhus uden skrald i gaderne.
“Jeg mener, at flere skraldespande er en af de ting, som skal mindske skraldet i Aarhus. Jeg tror på, at ingen smider skrald med vilje, men hvis der er svært at komme af med sit skod eller æbleskrog, så risikerer vi, at mange smider det på gaden. Jeg bor selv i midtbyen, og jeg ser ofte overfyldte skraldespande, hvor der ligger skrald rundt om skraldespanden, fordi der ikke er mere plads. Hvis jeg kommer i byrådet, vil jeg kæmpe for flere tømninger af skraldespandende.
Endelig skal vi gøre borgerne mere opmærksom på, hvor skraldespandende er. Det kan for eksempel være med grønne fodspor eller en pil, som viser borgerne frem til skraldespanden,”
Hvor skal pengene komme fra?
Hos Radikale Venstre arbejder vi ud fra at finde ressourcerne i administrationen. Overordnet tænker jeg, at det er meget nemmere at tømme en skraldespand end at feje hele Strøget.
Rune Dahlin er byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti. Han er enig i, at der skal flere skraldespande på udvalgte steder i Aarhus, men han mener også, at borgerne skal opdrages bedre.
“Der skal være flere skraldespande langs Åboulevarden og på havnen, hvor der ofte er meget skrald. Derudover mener jeg, at borgerne skal have højere bøder, hvis de smider skrald i gaderne. Der skal være en konsekvens, hvis man smider skrald, og der igennem skal vi ændre mentaliteten hos borgerne. Endelig mener jeg, at vi skal se på, om der skal sættes flere tøminger ind efter weekenderne, da en beskidt by giver et rigtig dårlig indtryk.
Hvor skal pengene komme fra?
Finansieringen kunne komme fra salg af ejendomme, som i øjeblikket bliver solgt meget billigt.