’Jagt er en livsstil’

Efteråret er over os, og mens det får mange til at krybe indenfor i varmen, får det en særlig gruppe mennesker til at søge ud.
Efterår er nemlig også højsæson for jagt. Dermed kulminerer året for landets jægere, der kan skifte teoribog og skydebane ud med jagtoplevelser i naturen.
Men hvad er det, der trækker ved at gå på jagt, og hvordan kommer man i gang som jæger? Det har vi spurgt nogle af medlemmerne af Hørsholm og Omegns Jagtforening, der er den største lokalafdeling af Danmarks Jægerforbund.

Ud i naturen

Foreningen har over 1.000 medlemmer, der bruger alt fra et par timer til 70 timer om ugen på aktiviteter knyttet til jagt eller klublivet. Men én ting er fælles omdrejningspunkt for dem: kærligheden til naturen.
Det kan måske lyde lidt paradoksalt, når det endelige mål med hobbyen er at skyde et dyr. Men man skal se mere nuanceret på det, forklarer formand Max Elbæk.
"Jagt er en livsstil. Det handler om at komme ud i naturen og få pulsen ned. At gå på jagt handler lige så meget om at forvalte naturen - om fodring, vildtpleje, udsætning og så videre," pointerer han.
Når man spørger til jægernes bedste jagtøjeblik, er det da heller ikke hæsblæsende skudsalver, som springer først frem i hukommelsen.
"Jeg sad stille og roligt på en jagt i Sydsjælland, hvor jeg havde siddet et stykke tid. Så så jeg seks stykker kronvildt komme til syne. De gik lidt rundt og forsvandt så igen. Så kom de pludselig frem igen et efter et. Jeg talte: en, to, tre...indtil jeg kom op på 25. De kom tættere og tættere på og var til sidst kun 50-75 meter fra mig. Jeg kunne sidde og studere deres gevir, hvordan takkerne var og deres bevægelser. Det var så spændende," erindrer Max Elbæk om en af sine bedste jagtoplevelser.

Sjovere med ny viden

For faktisk er det vigtigste ikke, om man kommer hjem med noget, man har skudt.
"Man skal jo have en god grund til at sidde seks timer ude på en mark og vente på en gås. Man oplever naturen på en helt anden måde. Og jo mere viden du efterhånden får, jo sjovere bliver det," siger Katrine W. Jensen og uddyber:
"Pludselig bliver en and ikke bare en and, men man ved, hvad det er for en type and".
Hun tog for nyligt jagttegn, men kan ikke siges at være grøn jæger af den grund. Katrine tilhører nemlig den del af medlemmerne, der er vokset op med jagt, fordi hendes familie har dyrket det. Men er man ikke det, skal man ikke føle sig afskrækket.
En del medlemmer er nemlig først kommet til senere - typisk efter de har rundet 30 år og har stiftet familie - hvor de har opdaget, at jagt måske var noget for dem.
Niels Thrane startede eksempelvis som lystfisker, inden han fik øjnene op for jagt.
"Det bliver man nemlig hverken våd eller søsyg af!" griner han.
Han kan ligesom de øvrige jægere stadig huske det første dyr, han skød.
"Det hænger også sammen med, at man bruger så meget tid på forberedelse. Når man så er på sin første jagt, er det en stor dag," siger han.

Mange timers forberedelse

Før man når dertil som ny jæger, går mange timer nemlig med teoretisk forberedelse, skydebanetræning, træning i håndtering af våbenet, naturstudier og alt det andet, der skal til, før man kan tage sit jagttegn.
Måske viser det sig så undervejs, at man slet ikke har lyst til at skyde på et dyr. Men tiden er ikke spildt af den grund.
Hørsholm og Omegns Jagtforening har eksempelvis en lang række aktiviteter og træningsformer, der også knytter sig til jagtlivet: På skydebanen kan man træne sit præcisionsskud, man kan lære at partere og lave lækker mad af det nedlagte vildt, man kan lære at spille jagthorn eller deltage som klapper på jagterne.
Og så er der fællesskabet med de andre jægere.
"Man er altid omgivet af folk, der ved noget, og man er altid velkommen," mener Katrine W. Jensen.
"Alle de arrangementer, der er i klubben, gør, at vi ser hinanden meget på flugtskydebanen, til kursus eller på arbejdsweekenden," siger Christian Bærentsen, og Katrine W. Jensen indskyder:
"Ja, der har vi det sjovt - og vi spiser godt!"
Christian Bærentsen blev selv jæger, da han var omkring 30 år. Siden har han været på mange jagter, som nu fortrinsvis finder sted i Sverige, og familien kan sagtens være med, siger han.
"Jeg har da haft min søn med, siden han var fem. Så sad vi der med varm kakao og slik og hyggede os. Og han kunne godt finde ud af at være stille," smiler han.