Vi skal have del i Mærsk-milliard til skolerne
Skolebestyrelsr skal opfordres til at komme med forslag til projekter, der kan få del i støtten, foreslår næstformanden i Børne- og Ungdomsudvalget Christina Steenberg Lillie (V)
Lyngby-Taarbæk Kommune skal forsøge at få del i den milliard kroner, som A. P. Møller Fonden har valgt at donere til udvikling af den danske folkeskole. Det mener Christina Stenberg Lillie (V), der er næstformand i Børne- og Ungdomsudvalget. Pengene er øremærket til projekter indenfor opkvalificering af lærere og udvikling af undervisningsmetoder og hjælpemidler, og Christina Steenberg Lillie foreslår, at skolebestyrelserne opfordres til at komme med forslag til relevante udviklingsprojekter. ”Det kunne være spændende at se, om vi ikke kan komme i betragtning til nogle af disse penge. Der er først ansøgningsfrist i april 2014, så vi kunne igangsætte en proces nu, hvor skolebestyrelserne opfordres til kommer med input til projekter," siger Christina Steenberg Lillie, som vil bringe forslaget op på næste møde i udvalget. Mærsk-donationen blev annonceret i sidste uge og anledningen er hundredeårsdagen for fondens mangeårige formand, Mærsk Mc-kinney Møller, der døde sidste år. »En endnu bedre folkeskole ligger fonden meget på sinde. En vellykket skolegang, hvor børnene lærer mest muligt, er helt central både for det enkelte barn og for Danmark som helhed. Børn og unge er Danmarks fremtid«, lød begrundelsen fra den nuværende formand for fonden, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, i en pressemeddelelse.