Fortsæt til indhold

Unge kender ikke de lokale politikere

Udover borgmesteren er de unges kendskab til de enkelte medlemmer af kommunalbestyrelsen stærkt begrænset. Det viser en undersøgelse, som Rudersdal Avis har lavet

Samfund
Anne Dahl Kristensen

"Gud, det er min fodboldtræner, Thomas," lyder det fra en pige i klassen 3.I på Nærum Gymnasium.
Konstateringen falder, imens hun sidder og udfylder det spørgeskema, som avisens udsendte er mødt op for at dele ud blandt eleverne.
Kort sagt handler det om, at eleverne i klassen får udleveret papirer, hvorpå alle medlemmerne af den nuværende kommunalbestyrelse i Rudersdal optræder med billede. Elevernes opgave er herefter at skrive navn og parti ud for hvert enkelt ansigt. Men det er helt tydeligt, at den pågældende pige ikke har nogen idé om, at hendes fodboldtræner, Thomas Lesly Rasmussen (V), også er engageret i lokalpolitik.

Synlige borgmestre

Generelt må det også konstateres, at eleverne i klassen har svært ved at genkende langt de fleste af kommunalbestyrelsens 23 medlemmer. Avisens undersøgelse er lavet i en 3.g-klasse på Nærum Gymnasium samt i en samfundsfaglig 2.g-klasse på Birkerød Gymnasium, og resultatet er entydigt begge steder; nuværende borgmester Jens Ive (V) samt hans forgænger Erik Fabrin (V) er de absolutte topscorer, når det kommer til genkendelse.
17 elever ud af de 19 besvarelser i Nærum genkendte Jens Ive og Erik Fabrin, imens 14 elever ud af i alt 18 besvarelser i Birkerød genkendte Jens Ive, imens syv personer her kunne genkende Erik Fabrin.

Poul Bach hitter i Birkerød

Men herefter går det stærkt ned ad bakke med elevernes viden om kommunalpolitikerne. Generelt har hver enkelt elev to-tre rigtige besvarelser, hvoraf de to Venstre-mænd som sagt er topscorer. På Nærum Gymnasium er politikerne Anna Scharling Brun (L), Claus Larsen (K), Christian Kjær (K) og Randi Mondorf (V) også blevet genkendt i en vis grad. Uden at konkludere for meget på undersøgelsen kan det måske skyldes, at Anna Scharling Brun er gymnasielærer på netop Nærum Gymnasium, at Claus Larsen er involveret i fodbold, hvilket flere af de unge også er, og at Christian Kjær er et kendt ansigt i medierne.
På Birkerød Gymnasium er der omvendt en anden kandidat, som springer de unge i øjnene, nemlig Poul Bach (S). Ham har seks elever kunne genkende, hvilket måske skyldes, at Poul Bach også selv kommer fra Birkerød. Derudover har der på Birkerød Gymnasium været en vis genkendelse over for Lokallistens kandidater. Foruden de tre elever, som har svaret korrekt på Maria Steno (L), havde flere elever skrevet samme navn ud for Venstres Anne Anbo. Disse besvarelser tæller dog ikke med i opgørelsen. Men også her var der en vis genkendelse over for Anna Scharling Brun og Christian Kjær.