Job og erhvervsudvikling i Skanderborg Kommune
Af Finn Sander Jensen, byrådskandidat S, Skovby Politik handler om det lange perspektiv. Det danske arbejdsmarked har været under pres de seneste år; job er forsvundet til udlandet, lønmodtagere fra de nye EU-lande søger hertil og uddannelseskravet til lønmodtagere øges konstant. Samtidig er det blevet vanskeligere at få efteruddannelse eller fx blive voksenlærling. Den bedste velfærd for lønmodtagere er at have et arbejde. Det er frihed, at kunne få et nyt job, hvis ens arbejdsplads skærer ned eller lukker. Det går godt med beskæftigelsen i Skanderborg Kommune og vi skal også i fremtiden have virksomheder der producerer, produktudvikler og eksporterer. Der vil altid forsvinde arbejdspladser når produktionen ændres. I en årrække forsvandt der mange arbejdspladser til lavtlønsområder. Det er den udvikling vi skal have vendt. Det bliver en anden slags arbejdspladser vi får hjem, end dem der blev sendt udenlands. Det bliver højteknologiske arbejdspladser, som forudsætter store investeringer og veluddannede lønmodtagere. I politik skal man ikke bestemme på arbejdspladserne, men skabe gode vilkår og forudsætninger for job og erhvervsudvikling i virksomhederne. Vi skal skabe mulighed for hjemtagelse at arbejdspladser og mere og bedre uddannelse til lønmodtagere. Arbejdskraftens fri bevægelighed er EU-lovgivning fra 1968. Vi kan ikke lovligt stoppe jobsøgende EU-borgere ved grænsen. Vi skal bare være dygtigere lønmodtagere, end de er billigere arbejdskraft. Vores måde til at skabe flere vellønnede arbejdspladser og få fyldt erhvervsparkerne op rundt om i kommunen, er, at udnytte det vi er gode til: uddannelse og produktudvikling. Vi skal alle være villige til efteruddannelse. En del uddannelse vil stadig foregå udenbys, noget andet kan være Podcastet eller være egentlig fjernundervisning. Jeg vil arbejde for, at der sker et samarbejde mellem arbejdsmarkedets partere i Skanderborg og Byrådet om fremtidens job- og erhvervsudvikling.