Fortsæt til indhold

Det går trægt med grundsalg

Foreløbig kun solgt tre grunde i Svaneparken i Galten, men nu udvises interesse for almennyttige boliger på kommunal storparcel i området

Samfund
Af Erland Rasmussen

Bolig I den kommunale udstykning Svaneparken i Galten er der kun solgt en enkelt byggegrund i 2013. I alt er solgt tre af 20 grunde.
Skanderborg Kommune har ellers på forskellig vis forsøgt at gøre udstykningen Svaneparken mere attraktiv for potentielle købere.

Mindre restriktiv lokalplan

I november 2012 vedtog Skanderborg byråd således en mindre restriktiv lokalplan for området, der blandt andet åbner op for lavenergibebyggelse og andre muligheder.
Men efter et nyt udbud blev der altså kun solgt en enkelt grund i foråret.
Et navneskifte for området fra Galten Vest til Svaneparken skulle også være med til at gøre udstykningen mere interessant.

Særlig fokus

Skanderborg Kommune har tillige i år haft særlig fokus på at markedsføre grundsalg i netop Skovby-Galten-området, fordi området vurderes at blive ekstra attraktivt, når Herning-motorvejen bliver færdig i 2016. Den ekstra markedsføring gav sig blandt andet udslag i, at Skanderborg Kommune sammen med Skovby-Galten Projektforum var med på den store Byg & Bo-udstilling ved den private udstykning Skovby-Nygaard.
Anstrengelserne har imidlertid ikke givet ekstra salg i Svaneparken på nær den ene grund i foråret.
Borgmester Jørgen Gaarde (S) erkender, at kommunen har problemer med grundsalget i Svaneparken.
“Det er svært at få grundsalget i gang, og vi kan blive nødt til at se på, om prisniveauet for grundene derude er det rigtige,” siger Jørgen Gaarde.

Måske lavere priser

Grundpriserne i Svaneparken ligger mellem 875.000 kroner til 1.050.000 kroner inklusiv moms for fra 900 til 1000 kvadratmeter.
Kommunen er forpligtet til at fastsætte sine grundpriser ud fra markedsprisen. Priserne vurderes en gang om året af to forskellige ejendomsmæglere som grundlag for byrådets fastsættelse af en endelige udbudspris. En eventuel ny pris for Svaneparken vil i givet fald blive besluttet af det nye byråd.
Borgmester Jørgen Gaarde betoner, at kommunen også har et hensyn at tage til private udbydere af parcelhusgrunde, når prisen fastsættes.
“Vi må så vurdere, om det er den rigtige markedspris, vi har fastsat,” siger han.
Mens det går trægt med salget af parcelhusgrunde i Svaneparken, så er der derimod interesse for at bygge almennyttige boliger i området.
Skanderborg Kommune, der råder over en storparcel nær Svaneparken, har fået en henvendelse fra en boligforening. Borgmester Jørgen Gaarde understreger, at der endnu ikke er truffet beslutning, men han glæder sig over interessen, fordi almennyttige boliger vil kunne bidrage positivt til udbuddet i kommunen, ligesom det på sigt vil kunne få positiv afsmitning på grundsalget, at unge kan flytte til kommunen og starte med en forholdsvis billig almennyttig bolig, inden de senere investerer i byggegrund og hus.