Fortsæt til indhold

Sund økonomi kommer ikke af sig selv

Samfund
Af Claus Leick, byrådskandidat for SF Skanderborg

Økonomien i Skanderborg Kommune er i dag sund og stærk. Nedskæringer har ikke været en del af budgetterne i de sidste to år. Tværtimod har der været råd til bedre service og investeringer i fx bedre veje, nye bygninger, mere trafiksikkerhed mv.
Men sådan har økonomien i Skanderborg Kommune ikke altid været. Faktisk skal vi kun fire år tilbage til den forrige byrådsperiode, der var præget af kraftige sparerunder, skattestigninger, tillægsbevillinger og urealistiske budgetter.
Da SF sammen med Socialdemokraterne og De Radikale fik magten for fire år siden, besluttede vi at gøre økonomien til vores vigtigste indsatsområde. Vi lavede en plan for at nå dertil, hvor vi er i dag. Men først måtte vi gennem en del ubehagelige beslutninger, hvor der i de første år blev sparet og strammet op.
Det var ikke sjovt. Men desværre var det nødvendigt, at skære i budgetterne til bl.a. pasning, skole og ældre.
Netop fordi vejen til en sund økonomi har været hårdt arbejde og til tider barsk, er vi særligt opmærksom på, at vi nu skal holde "kursen" og ikke "klatte" pengene væk.
SF mener, at den sunde økonomi først og fremmest skal bruges til at sikre ordentlig velfærd og god service til borgere og erhvervsliv.
Vi har på flere områder for lange ventetider på sagsbehandlingen og resurserne til især folkeskolen kan blive bedre. Også på ældreområdet er vi måske gået for langt i vores besparelser og effektiviseringer. Flere af de kommunale bygning trænger og vi er ikke færdige med at finde penge til fx mere asfalt i byerne.
SF vil i den nye byrådsperiode arbejde for, at vi giver vores serviceydelser et "kvalitets-tjek", og efterfølgende beslutter os for et "bedre" kvalitetsniveau, der hvor det idag er for lavt.
Vi skal samlet set ikke bruge flere penge end i dag, men turde diskutere om kvaliteten af vores service er i orden og om der fx er brug for at "flytte rundt" på pengene og bruge dem på en anden måde end i dag.