Fortsæt til indhold

Busser kørte uden tilladelse

To af Brand & Rednings busser kørte uden at have tilladelserne i orden. Den slags koster normalt en bøde, men ikke i dette tilfælde

Samfund
Peter Friis Autzen

Knap tre måneder sidste år kørte to af Brand & Rednings busser rundt med passagerer i Fredericia uden at have tilladelse til det. Den slags kan udløse bøde og kørselsforbud til en vognmand og hans bus. Men i denne sag har Trafikstyrelsen valgt ikke at gribe ind.
De manglende tilladelser blev afsløret af tidligere vognmand Palle Skov Damkjær, som i utilfredshed over kommunens optræden på vognmandsområdet begyndte at grave i om kommunen havde orden i papirerne.
“Og jeg fandt ud af, at kommunen ikke havde styr på tingene. Det tog lang tid, men til sidst indrømmede de,” siger Palle Skov Damkjær.
I et brev til Palle Skov Damkjær erkender beredskabschef Kaj Petersen og kommunens chefjurist, Henrik Melchior Olsen, at der manglede to tilladelser fra 1. september til 20. november sidste år.
“Det er naturligvis noget, der ikke må ske. Årsagen er en fejl mellem brand og redning, økonomi og banken. Vi har telefonisk drøftet sagen med Trafikstyrelsen,” skriver de to. De skriver også, at Brand & Redning kørte uden syv tilladelser en enkelt dag i forbindelse med kommunens opsigelse af samarbejdet med Ejners Busser.

Ingen konsekvens

Beredskabschefen og chefjuristen skriver altså, at sagen om de manglende tilladelser er drøftet telefonisk med Trafikstyrelsen. Men det kan man ikke kende hos styrelsen.
Ifølge Trafikstyrelsen blev de manglende køretilladelser udarbejdet efter henvendelser fra kommunen.
“Men ifølge styrelsens optegnelser blev der under denne telefonsamtale ikke drøftet ulovlig kørsel,” lyder det fra Trafikstyrelsen, som ifølge kommunikationsmedarbejder Marie-Louise Svanberg ikke havde hørt om den ulovlige kørsel, før Lokalavisen Budstikken spurgte ind til sagen.
Normalt straffes kørsel uden tilladelse med en bøde. Hvis en politikontrol afslører, at en bus mangler sin tilladelse, kan bussen tilbageholdes, indtil papirerne er i orden. I mellemtiden må eventuelle passagerer hentes af en anden bus.
Men i dette tilfælde får sagen ingen konsekvenser. Det har Trafikstyrelsen besluttet efter at være blevet bekendt med sagen.
“Under hensyn til, at der tale om en godkendt buskørselsvirksomhed, der i en kortere periode for et år siden har udført ulovlig kørsel ved samtidig at anvende flere busser, end der er udstedt tilladelser til virksomheden, agter Trafikstyrelsen ikke at anmelde forholdet til politiet,” skriver styrelsen i en mail til redaktionen.
Den afgørelse er præcist, hvad Palle Skov Damkjær havde forventet - men ikke håbet.
“En privat vognmand ville blive straffet med bøde og kørselsforbud. Men reglerne er åbenbart anderledes, når det er en offentlig vognmand,” siger han. Palle Skov Damkjær har meldt sagen til politiet.
Beredskabschef Kaj Petersen ønsker ikke at kommentere på sagen, men direktør for Teknik & Miljø Holger Spangsberg oplyser, at han tager politianmeldelsen til efterretning.
“Og nu afventer vi politiets efterforskning og vurdering af sagen,” siger han.