Fortsæt til indhold

Budget hjælper udsatte og ledige

Samfund
Hans Halvorsen, social- og beskæftigelsesrådmand, Aarhus Kommune

Unge uden for arbejdsmarkedet og socialt udsatte aarhusianere er de store vindere af det budget for 2014, som Aarhus Byråd vedtog torsdag aften.
Det er et socialt afbalanceret budget, som blandt andet sikrer, at vi nu investerer i en styrkelse af indsatsen over for de unge uden beskæftigelse.

Ungdomsledigheden er et de allerstørste samfundsmæssige problemer, vi slås med i disse år, og det glæder mig, at partierne bag budgettet er enige om at investere i, at de unge får en optimal start på voksenlivet med fokus på uddannelse og job.

Det drejer sig både om de unge nyuddannede, der brænder efter at vise, hvad de har lært i et rigtigt job, og det gælder de unge, som på én eller anden måde er kommet skævt ind på ungdommen og lige nu står et pænt stykke fra både uddannelse og job.

Med den styrkede indsats er det målet at give begge disse grupper af unge nyt mod og nyt håb, og forligspartierne tror så meget på succes, at der allerede er indregnet en gevinst i form af flere unge i beskæftigelse, hvilket skal betale størstedelen af den samlede investering tilbage.

Budgettet betyder også, at den store gæld, som socialområdet tidligere har opbygget på grund af et stort pres på ydelserne, nu er nulstillet.

Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi det er lykkedes at genoprette balancen mellem indtægter og udgifter på det sociale område.
Det har været en hård men nødvendig kur, og resultatet er den gældssanering, som betyder, at det sociale område atter kan se fremad og møde de nye udfordringer, som allerede er her.

Budgettet indeholder også forbedringer i indsatserne for hjemløse, voksne med handicap og de frivillige foreninger.

Alt i alt et socialt afbalanceret budget, som der er grund til at være tilfreds med.