Japansk have bliver ny oplevelsesplatform
Danmarks Japanske Have åbner igen. Nu som en unik ramme for events, fester og konferencer
event Rislende bække. Karpedamme. Imponerende statuer. Plaskende vandfald. Bugtende stier. Enkelhed. Ro. Harmoni. Selvom det er længe siden, sidste japanske haveekspert forsvandt og forfaldet har fået lov at liste indenfor, er det stadig som balsam for sjælen at gå rundt i Danmarks Japanske Have på Randersvej i Aarhus Nord. Oplevelsen af ro og harmoni var også det, der satte gang i ideerne hos projektmager Thomas van Nord, da han i foråret besøgte haven. Nu har han lejet hele herligheden inklusiv restaurant, thehus og spabad, for at skabe et nyt koncept, hvor kun fantasien sætter grænser for, hvad den 10.000 kvadratmeter store have skal bruges til. “Jeg er egentlig åben for alle ideer, men vi har selvfølgelig gjort os nogle tanker om, hvordan det kan blive et rentabelt foretagende,” forklarer han,
Fester, konferencer og events
“Vi har udviklet et koncept, hvor vi har alt det basale, der skal til for at være ramme for gode oplevelser, hvad enten det drejer sig om en fest, en konference, en intim koncert eller anden event.” “Vi har lokaler, der kan rumme alt fra små grupper op til 500 personer. Vi har et køkken, der gerne skal blive kendt for en gastronomi, der bygger på det, vi kalder ærligt og godt håndværk, hvor maden tilberedes fra bunden med friske råvarer.” “Og så har vi det, ingen andre har: Danmarks Japanske Have.“ Græsset var en halv meter højt, og der var ukrudt alle vegne, da Thomas van Nord i juli overtog haven. Siden har der været drøn på at for genskabe fordums pragt efter bedste evne, og det er lykkedes ganske godt.
Unikke muligheder
“Vi har ikke forstand på japanske haver, så vi kan ikke genskabe haven fuldstændig, som den var.” “Men vi har en have med en helt speciel atmosfære, og det åbner op for nogle unikke muligheder. Dem har vi tænkt os at tilbyde vores gæster, så de får mest muligt ud af det, de er kommet her for.” Haven er allerede booket til mindfuldness-workshops i efteråret, fornylig var den ramme om en fest for 250 spisende gæster og reservationerne er også begyndt at tikke ind til bryllupper og fester. “Vi er kun i den helt spæde start. På sigt vil vi åbne haven og restauranten for gæster om søndagen og ved særlige lejligheder, og vi har også flere akustiske koncerter i støbeskeen,” siger Thomas van Nord, der tidligere har skabt konceptet bag konferencecenteret Kaløhus. “Vi håber naturligvis også at få et godt tag i markedet for erhvervsturisme. Rammerne her gør det muligt at holde anderledes konferencer, kurser og andre typer af møder i et afslappet og stressfrit miljø. Det er i hvert fald en helt anden oplevelse, der venter gæsterne her.” Park 13 - Danmarks Japanske Have Park 13 er navnet på det nye koncept, der vil benytte faciliteterne i Danmarks Japanske Have på Randersvej i Aarhus Nord som ramme om events, fester og konferencer Du kan læs mere om planerne på www.park13.dk