Fortsæt til indhold

Nyt borgerligt valgforbund ser dagens lys

Konservative og Liberal Alliance laver deres egen klub før byrådsvalget

Samfund
Af Bettina Sønderskov

Politikerne er i fuld gang med forberedelserne til byrådsvalget 19. november. I år bliver der som noget nyt i Skanderborg, dannet tre såkaldte tekniske valgforbund i Skanderborg. Socialdemokraterne indgik tidligere på ugen valgteknisk samarbejde med Enhedslisten, SF og Radikale, og onsdag morgen annoncerede Konservative og Liberal Alliance, at de har lavet et nyt valgteknisk samarbejde bestående af de to små midterpartier.
"Vi mener, at vi får mest indflydelse og mest ud af vores stemmer på den måde," siger formanden for Konservative i Skanderborg, Bo Zacher.
Partiet peger samtidig på Konservatives egen spidskandidat, Jan Krogh Rasmussen, som borgmester.
"Det er vigtigt for os, at understrege, at vi er borgerlige, og at vi vil arbejde for at få en borgerlig borgmester," siger Bo Zacher.

Drømmen om en alliance på midten

Liberal Alliance, som satser på at debutere på den kommunalpolitiske scene i år, peger også på en borgerlig borgmester, dog uden at sætte navn og ansigt på.
"For os som en ny spiller på banen, er det vigtigste at komme ind i byrådet. Derefter må vi finde ud af, hvilken borgerlig borgmester, vi sammen kan blive enige om at pege på," siger Liberal Allliances spidskandidat Carsten Bach.
Han ærgrer sig over, at det ikke også lykkedes at få Radikale med i den nye borgerlige klub i byrådet.
"Vi havde en drøm om, at få de Radikale med og skabe en ny alliance henover midten, men de ville hellere være sammen med Enhedslisten. Det kunne der for vores vedkommende slet ikke være tale om," siger han.
Liberal Alliance har også takket nej til et valgteknisk samarbejde med den tredje gruppering i byrådet, Venstre og Dansk Folkeparti.
"Vi har ingen erfaringer at læne os op af, så vi skal opfinde os selv. Det er nemmere at opfinde sig selv sammen med nogen, man er lige med, end i en stor blå blokpendant til den røde blok," siger Carsten Bach.

Liberal Alliances Carsten Bach vil først og fremmest vælges ind i byrådet, og det er ikke afgørende, hvilken person, der kommer til at sidde i borgmesterstolen, sålænge vedkommende vil føre borgerlig politik.

Fakta om valgforbund

Kandidatlister fra forskellige partier kan støtte hinanden ved at indgå valgforbund.
Det sker typisk mellem partier, som står hinanden politisk nær, og regner med tæt samarbejde efter valget.
Fordelen ved at indgå valgforbund er, at stemmespild minimeres. Efter valget fordeles mandaterne først mellem de enkelte valgforbund, og dernæst mellem valgforbundenes enkelte partier og listeforbund.
Hvis to partier i samme valgforbund begge var ved at opnå et ekstra mandat, så kan det ene af de to partier gøre brug af det andet partis stemmer til at opnå et ekstra mandat. Derfor er det relevant at vide, hvilke valgforbund de enkelte lister har indgået.
Kilde: Kommunernes Landsforening