Fortsæt til indhold

“Arriva vil gerne stoppe her”

Laurbjerg-politiker Kim Pedersen (V) undrer sig over transportminister Pia Olsen Dyhrs henholdende svar om trinbræt i Laurbjerg

Samfund
Kian Johansen

Det lader ikke til at transportminister Pia Ohlsen Dyhr helt har sat sig ind i sagen om et trinbræt i Laurbjerg.
Det siger Kim Pedersen (V) fra Laurbjerg og uddyber:
“Hun skriver i forrige uges FavrskovPosten som om at man skal tage hensyn til andre passagerer og at man taber tid ved at stoppe i Laurbjerg, men det er jo ikke DSB der skal stoppe i Laurbjerg, det er Arriva og de stadig er med på ideen. Det har de været siden 2009,” siger Kim Pedersen.
På et møde med daværende trafikminister Hans Christian Schmidt i 2011, kunne Arriva fortælle, at det vil tage et minut mere mellem Langå og Aarhus H, hvis man stopper i Laurbjerg og det var Arriva indstillet på, de kunne måske endda hente det på resten af strækningen.
“Arriva talte timedrift, vi taler måske om otte afgange i døgnet, så det giver jo ikke nævneværdige gener for resten af passagerne, men det står jo noteret i ministerens referat fra dengang, og det har Pia Olsen Dyhr jo selvfølgelig læst,” lyder det fra Kim Pedersen, mens han smiler bredt.
“Vi har i fuld enighed i Favrskov byråd bevilget de fem millioner kroner, hvis staten giver resten, så er det da billigt at skaffe Laurbjerg og hele omegnen på den offentlige transport, vi er jo lidt udsultede i Laurbjerg og omegn med busforbindelser,” mener Kim Pedersen.
En rapport fra 2012 viser at et trinbræt kan etableres for godt ti millioner kroner.
“Med rapporten har vi belyst muligheden og det kan godt lade sig gøre, det koster ti millioner kroner og vi betaler halvdelen, hvad er der at betænke sig på?” lyder det fra byrådsmedlemmet, der i over 11 år har kæmpet for et trinbræt i Laurbjerg.

Minister-svar afventer

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra transportminister Pia Olsen Dyhr endnu, FavrskovPosten afventer svar på:
Er du bekendt med, at det ifølge Arriva kun vil tage et minut mere i rejsetid, hvis Laurbjerg station genåbnes?
Er du bekendt med at Arriva, der kører på strækningen, meget gerne vil holde i Laurbjerg?
Er du bekendt med at Favrskov Kommune vil betale fem af de 10,5 millioner kroner et trinbræt koster?
Hvad er efterfølgende din holdning til en mulig genåbning af et trinbræt i Laurbjerg?