Så er der gang i byens nye byggeri
Borgmester Jørgen Gaarde (S) svingede spaden i den sorte muld ved Lillesø
Byudvikling Borgmesteren har to favorit-borgmesterdiscipliner. Nemlig første spadestik med en forsølvet spade og klipning af røde bånd med stor saks. Jørgen Gaarde (S) fik lov til at udleve den ene i går eftermiddags, da der var indbudt til første spadestik på byggeriet Søbyen.
Byggeriet har været længe undervejs, men det har nok vist sig at være en god ting, mener borgmesteren.
“Nu kan byggeriet blive til et helt nyt element af Skanderborg. Det er godt, det først kommer nu, for hvis byggeriet var kommet for ti år siden, ville det ikke kunne bygges i højden som nu,” siger Jørgen Gaarde.
Skanderborg kan lige så godt vænne sig til det. Der kommer mere højde på i de nye byggerier.
“Her i vores by er det en forudsætning for at holde fast i detailhandlen. Der skal være kunder til at holde gang i bylivet,” siger borgmesteren.