550 kalve spiser af hans hånd

En ru kalvetunge slikker min hånd og sutter energisk løs, selv om den for længst må have opdaget, at der ikke kommer noget ud. Kalven er knap et par måneder gammel og kælen som en hundehvalp. Om halsen bærer den et halsbånd, der fortæller, at den har nummer 18.
”Halsbåndet er en transponder,” siger den 40-årige ejer af Ødegaard i Øster Starup ved Egtved, landmand Søren Højer Thomsen.
Omkring os ligger andre kalve i et tykt lag lysegult halm og tygger løs, hvis de da ikke sover. En af dem rejser sig og kigger nysgerrigt på os.
”Når kalven går hen til sutteautomaten, fortæller transponderen automaten, om kalv nummer 18 har fået den mælk, den skal have. Har den ikke spist op, kan den sutte mælk ud af automaten. Jeg kan hele tiden aflæse på computeren, hvor meget de hver især har fået. Lige nu kan jeg se, at én af dem ikke har fået mælk til morgen. Den har tabt sit halsbånd,” siger landmanden og trykker på nogle taster på computeren.
Har kalven allerede fået første halvdel af dagens ration på fem liter, må den vente til klokken 16, når dagens anden ration frigives – eller den må kaste sig over den åbne stalds andre tilbud: halm, hø og en valset foderblanding af blandt andet rug, hvede, byg og ærter.

Gang i alle maver

Ødegaard modtager kalvene fra ni besætninger, der ligger i området. De er mellem to og seks uger gamle, når de kommer, og alle er tyrekalve, som mælkeproducenterne ikke er interesserede i. Mange af dem ville ellers blive aflivet, og andre ville blive eksporteret til Holland, hvor de hovedsagelig fødes op med mælk for at undgå, at kødet bliver rødt.
”Det betyder, at de kun bruger den ene af deres fire maver. Den ensidige kost giver dem jernmangel og diarre, og de lever deres korte liv i enkeltbokse af træ. Er tremmerne af jern, sutter kalven nemlig på dem og får derved en lille smule uønsket jern,” siger landmanden, der tilbyder sine kalve stråfoder, fra de kommer.
”Kalve skal have stråfoder for at få gang i drøvtyggerfunktionen og deres fire maver,” siger Søren, der netop har fået øje på kalven, der har tabt sit halsbånd. Den er sulten.
Søren trækker kalven hen til automaten og giver den halsbåndet på. Kalven sutter energisk.

Forebygger med vitaminer

”Så snart kalvene kommer, får de en gang vitaminer for at booste immunforsvaret. De kommer med hver deres bakterier, afhængig af hvor de kommer fra, og kan i værste fald gøre hinanden syge. Jeg vil hellere arbejde med naturen og forebygge infektioner, end at arbejde i mod den ved at give dyrene al den penicillin, som de ville få forebyggende i Holland,” siger Søren Højer Thomsen.
Han dyrker en meget stor del af dyrenes foder selv på gårdens 125 hektar jord. Dels for at være selvforsynende, dels for at redde regnskov.
”Vi dyrker fire kornsorter, ærter og raps. Rapsen sælger vi, mens ærterne udgør en stor del af kalvenes protein. Soyaprotein bliver importeret fra Mellem- og Sydamerika, hvor man fælder regnskoven for at få jord nok,” siger landmanden, der sælger det meste af sit kød til Danish Crown.

Født på gården

”Men vi udvider hele tiden vores kreds af trofaste kunder, der køber hos os privat. De kommer, fordi de synes, at vores kød er noget specielt,” siger Søren Højer Thomsen, der selv stort set kun spiser kalvekød.
”Og skal vi have en god højrebsbøf, laver jeg den. Når jeg har brugt ni måneder på at fede kalven op, skal den ikke ødelægges af at ligge et minut for meget på panden,” griner han.
Søren Højer Thomsen er 11. generation på Ødegaard, hvor han har boet i otte år sammen med sin hustru, Ulla, der er selvstændig fysioterapeut. Parret har tre døtre på tre, seks og otte år.
”Jeg har altid ønsket at arbejde med dyr og at se dem vokse op. Jeg har dog et professionelt forhold til dyrene, for de betyder kroner og ører for os. Men tillader man sig at holde dyr i fangenskab, skal man behandle dem ordentligt.”
Sørens forældre havde malkekvæg. De blev erstattet af kalve, lige inden Søren og Ulla overtog gården.
”Det var for dyrt at investere i nye anlæg til malkekvæget. Gården er ikke så moderne, men alt, der er lavet her, er lavet af mig selv eller mine forfædre. Det betyder noget for mig,” siger Søren, der endnu ikke ved, om gården skal blive i familiens eje, når han ikke selv kan mere.
”Vores børn er vokset op med dyrene og har et helt naturligt forhold til, at de kalve, som de er med ude at hente, skal slagtes en dag. Ind i mellem har de en kælekalv, ”Savle” – fordi de savler sådan. Når den så bliver flyttet, glemmer de den og finder en anden ”Savle”. Hvad de vil med deres fremtid, er svært at vide nu,” siger landmanden.
Læs mere på www.kalvekød.dk, hvor du blandt andet kan se priser på Sørens kalvekød.