Kampagne skal få bugt med rotter
Kampagne sætter fokus på udbredelsen af rotter i de lokale landområder, men alle skal holde øjnene åbne
Antallet af rotter i kommunen skal holdes nede. Det er årsagen til, at Hørsholm Kommune indleder en kampagne mod de firbenede gnavere i den kommende tid.
Kampagnen sætter især fokus på rotter i landområderne, og til det formål har man allieret sig med firmaet Kiltin A/S. Rottebekæmpere herfra vil de næste uger besøge alle landejendomme og landbrug i kommunen for at se efter rotter og bekæmpe dem, man måtte støde på. Håbet er, at det kan være med til at nedbringe rottebestanden, allerede inden vinteren sætter ind.
Også ens eget ansvar
Det er ikke kun i kampagneperioden, at man skal være opmærksom på rotter. Hørsholm Kommune minder om, at man altid har pligt til at anmelde, hvis man skulle se en rotte i nabolaget, uanset om man bor i by eller land. Så kommer rottebekæmperen gratis forbi og hjælper med at opspore og bekæmpe rotterne ved at udlægge gift eller sætte fælder op. Gør man ikke noget, kan rotter forårsage store materielle skader og sprede sygdomme, og man har derfor ansvar for at sikre ens hus og grund mod rotter.
Det er f.eks. ved at sørge for, at kloakken er vedligeholdt, at undgå at lægge mad ud, som rotterne bliver tiltrukket af, og ikke give dem steder, hvor de let kan bo og søge ly.
Anmeldelsen af rotter skal ske direkte til Kiltin A/S på telefon 4710 7200 eller mail kiltin@kiltin.dk
Du kan læse mere om rotter og rottebekæmpelse på www.horsholm.dk/rotter