Kommunalt cykelværksted solgte reservedele for 175.000 kroner
Erhvervs- og beskæftigelsesformand mener, at beskrivelsen af cykelværkstedets rammer har været for løs
Der florerer store beløb i det aktiveringsprojekt, som Hørsholm Kommune driver som cykelværksted på Lyngsø Allé, og som er i fokus for mulig konkurrenceforvridning.
I 2012 er cykelværkstedet således noteret for en omsætning på ca. 175.000 kroner inklusiv moms. Det er vel at mærke rene reservedelspriser uden arbejdsløn.
Hos Henrik Klitgaard (R), formand for Erhvervs- og beskæftigelsesudvalget i Hørsholm, er der ikke tvivl.
Det indikerer, at der har været drevet cykelforretning - og det tør han godt slå fast, selv om den interne fakturering mellem Jobhuset og hjemmeplejen ikke er adskilt fra omsætningstallet.
"Den aktivitet, som værkstedet har haft, har taget overhånd. Og som udvalgsformand anser jeg sagen som alvorlig, men nu har jeg haft lejlighed til at kigge på den oprindelige beskrivelse af værkstedet, og der er det defineret så dårligt og løst, at jeg godt forstå, at det er kørt af sporet," siger Henrik Klitgaard.
Ingen undskyldning
Han understreger, at det ikke er nogen undskyldning for miseren - for der er stadig personer omkring værkstedet, som skulle have haft en bedre dømmekraft i forhold til, at cykelværkstedet har udviklet sig til en regulær forretning.
"Når jeg kigger på, hvordan rammerne for værkstedet er beskrevet, så har der været alle muligheder for, at det kunne gå galt," mener Henrik Klitgaard.
Læs også: Cykelsmed er rystet
Det meste af den over 20 siders lange beskrivelse af aktiveringsprojektet fortæller mere om, hvordan det kan hjælpe de borgere, der skal i aktivering på værkstedet, end det beskriver værkstedets opgaver.
Dog fremgår det, at cykelværkstedet skulle have kundekontakt - og der kunne sælges brugte istandsatte cykler for 250 kroner.
Hørsholm Kommune overtog aktiveringsprojektet i forbindelse med kommunalreformen i 2007.
Indehaver af Surina Cykler, Ib Andersen, er højst overrasket over det høje salgstal på reservedele.
Og det er i en periode, hvor han selv har kunnet notere en omsætningsnedgang på sit værksted, herunder også et mindre salg af reservedele.