Ellen Hillingsø i smertefuldt og glædeligt gensyn
Trendsættende teaterstykke med 3D-effekter og mere direkte tale bringer Ellen Hillingsø tilbage til start-byen
"Gud, hvor jeg glæder mig. Jeg elsker Aarhus, og det er et fantastisk stykke," sagde en begejstret Ellen Hillingsø, da hun fornylig trådte ind på Teatret Svalegangen.
Med en hovedrolle i stykket ”Udsøgt Smerte” vender den 46-årige skuespillerinde nu tilbage til byen, hvor det hele begyndte.
"Jeg har tilbragt nogle fantastiske år af mit liv her i byen," siger Ellen Hillingsø, der blev uddannet fra skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 1994.
Efterfølgende var hun ved teatret i to år, inden hun fik sit folkelige gennembrud med tv-serien Charlot og Charlotte i 1996.
Siden er det blevet til et hav af teater-, film- og tv-serie-optrædener. Hendes aktuelle rolle er et resultat af et længerevarende samarbejde med teatret Holland House, som Svalegangens instruktør Per Smedegaard er særdeles glad for at få på besøg.
"Holland House er et af de teatre, der virkelig skaber trends. De har en fantastisk måde at koble det sproglige med det visuelle. Noget vi kan lære noget af," siger teaterdirektøren.
Smerte igen og igen
Forestillingen, der havde urpremiere den 28. august i København og premiere i Aarhus i aften, handler om en kvinde, der bliver forladt af sin elskede.
Sorgen får hende til at gentage sin ulykkelige historie til alle, hun møder, og de historier, hun får til gengæld, bruger hun til at glemme sin egen smerte.
Stykkets instruktør, Jacob F. Schokking forklarer:
"Det her er ikke traditionelt dialog-opbygget teater. Det bygger på et meget personligt værk af franske Sophie Calle og indeholder ikke meget gængs samtale, men henvender sig med masser af selvironi og humor direkte til publikum," siger hollandskfødte instruktør, der også står for iscenesættelse og scenografi.
Ellen Hilingsø supplerer:
"Det er hypnotisk og stærkt manipulerende. Der opstår nærmest en meditativ stemning, når Sophie Calle bliver ved med at gentage og gentage sin historie."
Calles historie bliver sat i perspektiv af de mennesker, hun møder - i stykket spillet af Steen Stig Lommer og Solbjørg Højfeldt.
Ofte fortæller de spøjse detaljer fra deres smertefulde oplevelser.
Og Ellen Hillingsø er ikke i tvivl om, hvilken effekt det har på tilhørerne.
"Det får os automatisk til at tænke indad. Sådan er vi som mennesker. 'Gud ved, hvad der egentlig er min mest smertefulde historie?' Og vi husker ofte underlige detaljer. Da jeg var lille, og min far fortalte mig, at en af mine onkler var død, så husker jeg f.eks. præcis, hvor han sad i sofaen og hvilket mønster, der var på den," siger den 46-årige skuespiller, der fik en Robert i 1998, hvor sin birolle i filmen Sekten.
En del af udtrykket
Det visuelle udtryk i forestillingen, der bliver projekteret op på skærme bag skuespillerne, indvirker ikke på skuespillernes optræden.
"Vi er bare en del af noget, I sætter sammen inde i hovedet. Det opstår inde i jer, for I ser hele billedet. Det er meget forskelligt, hvordan publikum reagerer, men der opstår en form for lidelsesfællesskab, for vi har alle sammen oplevet smerte," siger skuespilleren, der skal bruge fritiden til et gensyn med byen.
"Jeg skal helt sikkert en tur på Aros og i Spanien. Der er sådan en god, blød vibration her. Jeg glæder mig også til at få mine unger herover og vise dem rundt," siger Ellen Hillingsø.