“Hvorfor er vi ikke blevet hørt?”
Åbyhøj-borgerne har klaget til Statsforvaltningen over Aarhus Kommunes behandling af fjernvarmegrunden på Thorsvej i Åbyhøj
I Åbyhøj Fællesråds klage til Statsforvaltningen over Aarhus Kommunes ageren i sagen om fjernvarmegrunden i Åbyhøj er tre punkter listet op som de væsentligste anker.
Første punkt omhandler kommunens manglende vilje til at lytte til fællesrådet.
“Kommunen har fuldstændig valgt at ignorere den eksisterende samarbejdsaftale mellem dem og os i fællesrådet. Hvorfor indgå en aftale, hvis man ikke har tænkt sig at følge den alligevel?” Spørger Preben Sørensen, der er næstformand i Åbyhøj Fællesråd og formand i Åbyhøj Grundejerforening.
“Hver sten er vendt”
Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, er dog ikke helt enig i Preben Sørensens udlægning af samarbejdsaftalen:
“Jeg mener bestemt, at den bliver overholdt. Vi har været i tæt dialog, og derfor er sagen jo også sendt tilbage i udvalg så mange gange, som den har - netop fordi, der blev ved med at komme nye oplysninger frem. Så jeg mener, at alle sten er blevet vendt i den her sag,” siger rådmand Bünyamin Simsek.
Solgt for lukkede døre
Næste punkt i fællesrådets klage handler også om manglende lydhørhed over for Åbyhøj-borgerne forud for salget af fjernvarmegrunden - her i form af en lokalplan. Sagen er nemlig foregået udelukkende som en salgssag for lukkede døre.
“Der har været helt lukket - så det har været umuligt at få en demokratisk proces i gang. Man kunne før salget have spurgt områdets beboere, hvad de ønskede for stedet, i en åben og offentlig debat – for eksempel ved at lave en lokalplan for området,” siger Preben Sørensen.
Til det siger Bünyamin Simsek, at der kun bliver lavet en ny lokalplan, hvis der er planer om byggeri, der overskrider kommuneplanens rammer.
“I sådan et tilfælde vil Byrådet ikke bare sige ja uden først at høre Åbyhøj Fællesråd og alle andre interessenter. Kommer vi i den situation, vil jeg gerne love, at fællesrådet bliver inddraget så tidligt som muligt,” siger Bünyamin Simsek.
Ejerskabet til grunden
Som det sidste punkt i klagen til Statsforvaltningen sætter fællesrådet spørgsmålstegn ved, om det faktisk også er AffaldVarme Aarhus, som ejer grunden, eller om det i virkeligheden er Aarhus Kommune, da det ændrer på, om grunden nødvendigvis skal sælges eller kan gives tilbage til Åby Park, som Åbyhøj-borgerne egentlig ønsker det.
“Det er AffaldVarme Aarhus, som har skødet på grunden og derfor ejer den - ligegyldigt hvilken forhistorie grunden så har,” siger Bünyamin Simsek.
Fællesrådet kunne byde
I Åbyhøj Fællesråds klage bliver der desuden langet ud efter byrådets troværdighed:
“Det passer simpelthen ikke, når byrådet i en pressemeddelelse siger, at fællesrådet har fået tilbudt at købe grunden, men ikke har kunnet finde penge til det. Vi har aldrig fået nogen købspris og er aldrig blevet spurgt, om vi ville købe grunden - i så fald kunne vi have været gået videre til Aabys fonde eller andre private, men den mulighed har vi ikke fået,” siger Preben Sørensen.
Det giver Bünyamin Simsek ikke meget for:
“Grunden har været i udbud, så fællesrådet har kunnet byde ligesom alle andre,” siger teknik og miljø-rådmanden.
Handlen skal suspenderes
Med klagen til Statsforvaltningen håber Preben Sørensen og resten af fællesrådet som minimum, at kommunens samarbejdsaftale med fællesrådet bliver trukket ind i rampelyset.
“De bør rette sig efter samarbejdsaftalen i fremtiden - ellers bør den droppes! For man kan ikke bare skrotte den, når man finder det belejligt, og der er penge på spil,” siger han.
Det helt store håb er dog, at salget af fjernvarmegrunden bliver suspenderet, så salget kan gå om, og der kan laves en lokalplan før en ny handel.