Åbyhøj Fællesråd melder kommunen
Statsforvaltningen Midtjylland har netop modtaget en klage rettet mod Aarhus Kommunes behandling af fjernvarmegrunden i Åbyhøj
Sagen om den gamle fjernvarmegrund på Thorsvej i Åbyhøj er ikke helt slut endnu. Åbyhøj Fællesråd har nemlig nu klaget til Statsforvaltningen Midtjylland over Aarhus Kommunes håndtering af sagen.
“Vi mener ikke, at kommunens behandling af fjernvarmegrunden har været i orden. Vi vil derfor have salget af grunden suspenderet. Salgsprocessen skal gå om, og forud skal der laves en lokalplan, som tager forbehold for borgerenes ønsker,” siger Preben Sørensen, der er næstformand i Åbyhøj Fællesråd og formand i Åbyhøj Grundejerforening.
Grunden skal sælges
I december sidste år blev der ellers sat punktum med hensyn til fjernvarmegrunden, da et flertal i Aarhus Byråd besluttede, at grunden og bygningen skal sælges til en privat investor.
Dengang var det en skuffet og træt Preben Sørensen, Lokalavisen snakkede med, men blot en uge efter besluttede fællesrådet at klage til Statsforvaltningen.
“Årsagen til, at det har trukket ud med klagen, er, at vi ville være helt sikre på, at alting var fuldstændig korrekt beskrevet,” siger Preben Sørensen.