’Sænk farten – en lille smule betyder en hel del’
Fredensborg kommune er med i den nye landsdækkende kampagne, der skal få bilisterne til at lette foden lidt mere fra speederen
Fredensborg kommune er med i en ny landsdækkende kampagne, der skal få endnu flere til at overholde hastighedsgrænsen. Gennemsnitsfarten er i de seneste år dalet, hvilket har betydet, at antallet af dødsulykker i trafikken også er gået ned. Faktisk har der aldrig været så få dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken som nu.
For at den positive udvikling skal fortsætte, er Fredensborg kommune gået sammen med Rådet for Sikker Trafik og Q8 i en ny, landsdækkende kampagne, der hedder ”Sænk farten – en lille smule betyder en hel del”.
Det virker også i Fredensborg
”Vi har allerede gjort et stort arbejde i Fredensborg Kommune med at minimere risikoen for trafikulykker. Både ved at sænke farten de steder, hvor der er sikkerhedsproblemer og ved at forbedre vejene så man fortsat kan komme hurtigt frem på gennemfartsruterne. Og vi kan se på ulykkestallene, at det virker. I den aktuelle fartkampagne informerer vi bilisterne om, at hvis de sænker farten bare en lille smule, betyder det, at flere vil kunne nå at bremse eller undvige, hvis der sker noget uforudset på vejen”, siger Thomas Bak formand for Trafiksikkerhedsudvalget i Fredensborg kommune.
Vi kan rede flere liv
Langs vejene i kommunen vil bilisterne de kommende uger møde skilte, der opfordrer dem til at sænke farten en lille smule. Desuden kan man møde kampagnens budskaber i en kampagnefilm, der kommer i landsdækkende tv, samt i radiospots og på alle landets Q8-stationer og på sociale medier.
Hvis alle overholdt hastighedsgrænsen på vejene, kunne fire ud af 10 trafikdrab undgås, og mange ville ikke komme alvorligt til skade.
”Det er enormt positivt, at stadig flere overholder hastighedsgrænserne. Nu gælder det om at få resten med, så vi kan redde flere liv. For selvom det går rigtig godt med trafiksikkerheden her i landet, kan vi alle stadig bidrage til, at succesen fortsætter”, siger Michelle Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.