Fortsæt til indhold

Lodsejere skal motiveres

Forslaget til nationalpark Skjoldungernes Land er på plads, men der skal bruges to måneder mere på at motivere skeptiske lodsejere.

Samfund
Af David Foli

Nationalparkens styregruppe blev på sit sidste møde færdig med forslaget til nationalpark. Forslaget har nu kurs mod kommunalbestyrelserne i december måned. Men inden da vil styregruppen invitere alle lodsejerne til endnu et møde, en workshop, hvor det endelige forslag kan udleveres, gennemgås og drøftes.
På mødet får lodsejerne mulighed for at møde en række organisationer og eksperter, som kan svare på spørgsmål om nationalparkforslaget og om nationalparkloven.
”Vi må konstatere, at det er en kæmpe opgave at få forklaret alle, at der med en nationalpark ikke opstår nye regler, og at frivillighedsprincippet gælder. Og at der ikke ligger nogen hemmelige planer i skufferne. En dansk nationalpark kan jo ikke gennemføre noget som helst mod en lodsejers vilje,” siger Flemming Jensen, der er formand for projektets styregruppe.
Som Lokalavisen Hornsherred tidligere har beskrevet, har der blandt lodsejerne været stor skepsis og utryghed i forhold til, hvad fremtiden ville bringe, når Miljøministeriet overtager alle beføjelser i forhold til nationalparken.
”Det er dejligt, at vi alle er enige om selve forslaget og alle de gode principper, der er stadfæstet deri, bl.a. om, hvordan nationalparkprojekter udvikles gennem lokalt samarbejde og dialog. Tilbage står, at vi ikke er blevet enige om, hvordan opbakningen til nationalparken må tolkes. Vi har afholdt tre borgermøder og på dem alle har der været en klokkeklar positiv stemning. På vort lodsejermøde var stemningen afslappet og vi kunne ikke spore en særlig negativ stemning. Lodsejerforeningen mener derimod, at der er meget mere utryghed og ligefremt modstand blandt lodsejerne, end vi har kunnet konstatere. Det må vi dykke længere ned i, så vi ved, hvad der er op og ned,” siger Flemming Jensen.
Til gengæld er det ikke lykkedes at få Ryegaard Gods med i nationalparken i denne omgang.
”Vi fik Ryegaards betingede tilkendegivelse 14 dage før høringsperiodens udløb. Det var simpelthen ikke muligt at nå at undersøge forholdene og at skaffe forståelse blandt de mellemliggende lodsejere og beboere på den korte tid. Vi forsøgte alt, hvad vi kunne sammen med Ryegaard,” siger Flemming Jensen.
Den nye nationalpark Skjoldungernes Land fik grønt lys fra Miljøministeriet i december måned sidste år. Nationalparken strækker sig over Roskilde, Lejre og Frederikssund kommuner.