Overskudsvarme fra køleanlæg bruges til opvarmning af butik
Ombygningen af Wika på Gymnasievej i Køge forløber planmæssigt, og afslutningen nærmer sig med hastige skridt.
OMBYGNING: Der er flere afdelinger og delelementer der er ved at være færdige. Vinafdelingen er opsat, og der er kommet vine på hylderne. Afdelingen bliver også forsynet med vinkøleskabe, så det er altid til at finde en kold flaske hvid, rose eller mousserende vin, siger købmand Per Jensen i Wika SuperBest, der ser frem til, at det hele snart er overstået.
Der er ligeledes opsat elektroniske hyldeforkanter i vinafdelingen, så der altid er overensstemmelse mellem prisen på hylderne og prisen i kasse linjen. Man kan derfor altid være sikker på, at det er den rigtige pris der står på bonnen.
Resten af butikken får også elektroniske prismærker ved varen, som opsættes i takt med, at varerne bliver placeret på nyt inventar på nye pladser. Det er dog få afdelinger, der placeres anderledes end nu, så det bliver efter ombygningen til at finde mange af varerne på deres sædvanlige pladser. Det nye er dog vinafdelingen, der placeres først efter indgangen, efterfulgt at lys og servietter.
Brød, morgenmad og marmelade sættes sammen med mælken. Der bliver bedre sammenhæng mellem ris, pasta, nudler og mel og gryn, som placeres sammen. Der bliver også bedre sammenhæng mellem olie, eddike, saucer og konserves og specialiteter, som placeres samlet i 2 gange ved siden af hinanden, men som sagt, når det hele er overstået, så er mange varer at finde på de ”gamle” pladser, siger Per Jensen, der tilføjer, at den nye kasselinje med kassesluser og nyt betalingssystem Cash-Guard også netop er blevet opsat. Cash-Guard er et sikkert betalingssystem, der sikrer korrekt betaling og de rigtige byttepenge tilbage.
I denne uge er også disken til bøffer, delikatesse-varer, oste og frisk fisk blevet leveret. Disken bliver dog først tilsluttet når det nye store co2 køleanlæg startes op inden for 14 dage.
God plads til vinsmagningen
Der er i den kommende uge vinsmagning de første 4 dage i ugen og der er stadig billetter tilbage. Billetterne kan købes i kiosken. Vinsmagning foregår blandt andet i den ny opførte grøntafdeling. Inventar til grøntafdeling leveres umiddelbart efter vinsmagning, så der er masser af plads til vinstandene.
Grøntafdelingen bliver en nedkølet walk-in afdeling som den tidligere, bare endnu større og med masser af nyheder. Inventaret i grønt køleafsnittet er det første i Danmark, direkte importeret fra USA.
Hylde inventaret opsættes løbende over den næste periode, lige som kioskdisken skiftet i uge 44.
Butikken forsynes med nyt LED lys, der giver en god belysning, samtidig med at det er yderst miljøvenligt. Hele butikken bliver miljøvenlig, da køle- og fryse anlægget udskiftet til co2 i stedet for freon. Overskudsvarmen fra køleanlægget bruges til opvarmning af butikken, via et nyt ventilationssystem. Kølere og frysere bliver med låg og døre, der sikrer at temperaturen på varerne holdes, samtidig med at energi -spildet mindskes betragteligt.
I de næste uger bliver der også lagt ny asfalt på parkeringspladsen og ny bredere op stribning af parkeringsbåsene. Indkørselen bliver bredere og permanent med skiltning, der sikrer en mere sikker afvikling af trafikken. Herefter opsættes nye vognhuse med nye indkøbsvogne.
- Ugerne indtil nu med ombygning, hvor vi har rykket rundt med varerne, har været en stor belastning for både personale og kunder, siger Per Jensen, men med fælles hjælp er det dog lykkes at finde varerne, selvom håndværkerne har gjort det til en prøvelse med, larm, støv og spærring af gangarealer.
- Det er nu til at se enden på projektet, og inden længe står et helt nyt Wika færdigt med det nyeste inventar, og nye afdelinger som fisk-, oste- og slagter- butikker i butikken. Så både jeg og det øvrige personale glæder sig til den nye store, moderne dagligvarebutik står færdig, siger Per Jensen.